Download:      
Indledning
  
Værkinformationer
  
Billeder
  

Senaftens uden for Det kgl. Teater

Det kgl. Teater bad Kaj Munk om en Prolog til Festforestillingen paa Holbergs[1] 250-Aars Fødselsdag. Mens det lille Festspil, som Kaj Munk sendte Teatret, efter dettes Ønske paa et enkelt Punkt blev ændret, offentliggør Kaj Munk det her i dets oprindelige Form.

I

(1)

HOLBERG: Det trækker[2] .

(2)

OEHLENSCHLÄGER: Stykket?

(3)

HOLBERG: Hvad ved jeg om Stykkerne? De plejer ikke at trække. Enten spiller de noget gammelt Ragelse, der ikke har Bud til nogen Sjæl af i Dag. Eller ogsaa et af de moderne. Og af dem er der jo ingen, der kan skrive.

(4)

OEHLENSCHLÄGER: Da tror jeg nok, den røde Lygte er ude.

(5)

HOLBERG: Saa? Er den det? Nej, virkelig. Jase. Hvad mon de… naa, ja, jeg er ligeglad. Jeg siger bare, det trækker. Man sidder her og faar nakken fuld af Gigt.

(6)

OEHLENSCHLÄGER: Men Stedet er dog skønt.

(7)

HOLBERG: Ej, hvad skønt! Jeg vilde hellere staa ved Gl. Strand[3] . Opleve Pæreskuderne komme fra Stubbekøbing[4] og Fiskemadammerne skændes med Fruerne om Rødspættepriserne, hoho, læg Mærke til, hvor frodigt alle de Naragtigheder, jeg har tugtet, netop de samme, blomstrer den Dag i Dag. Jeg har nu engang en amour for det gemene Folk.

(8)

OEHLENSCHLÄGER: Mig passer Pladsen her saa saare vel. Dagen igennem kaade Cyklers Klingren, den tunge Sporvogns Brumm og Knurr, Basunstød fra Bilerne, som leger Dommedag. Naar Mørket falder, dette Tog af Øjne, der ler og blinker, Lygters farvevekslen over den blanke Asfalt. Folk der stævner os tæt forbi ved 8-tiden, alle klædt til Fest, med deres Sjæle klædt i Fests Forventning… jo, jeg elsker dig, min gamle By, mit unge København.

(9)

HOLBERG: Er det Hagbard og Signe[5] eller noget andet af Deres, de har faaet svindlet sig Rød-Lygte[6] paa i Aften?

(10)

OEHLENSCHLÄGER: Svindlet!!?

(11)

HOLBERG: Ja, ærligt talt, min gode Konferensraad[7] , det er vel ingen Hemmelighed mellem os, at det var ikke med Henblik paa Deres kommende forskruede Tragedier, jeg sled og slæbte for at skabe den danske Skueplads.

(12)

OEHLENSCHLÄGER: Forskruede? Hvad maa jeg høre? Min Axel og Valborg, min Helge, min Hakon Jarl.[8]

(13)

HOLBERG: Ja, netop, højstærede! Deres Hakon Jarl! Hvad kan man lære af den Karl? En opstyltet Verseplaprer, der svælger i kvinderan og snigmordsplaner og staar den sunde simple Religion imod. Kom mig nu ikke her med Deres Heroisme! Jeg giver med Tugt at melde en L[9] . i den Heroisme, der ikke er nogen Nytte til.

(14)

OEHLENSCHLÄGER: Hør nu engang et Ord, min Hr. Baron[10] . Jeg sad just og forberedte en Tale for Dem, man har bedt mig holde.

(15)

HOLBERG: For mig?

(16)

OEHLENSCHLÄGER: Men nu kan en anden overtage den jobspost. For hvad er egentlig disse af Dem selv og Hr. Vilh. Andersen[11] saa højt beundrede Komedier værd? Sker der noget i dem, der løfter Sjælen, noget, der kaster Lys over Liv og Død? Aldrig farer der Blæst igennem dem eller skinner Sol fra Høj Himmel. De ejer en Sans for det latterlige i Forhold og hos Personer og selv der er meget af det, De har spottet som urimeligt, nu anerkendt og selvfølgeligt. Alle Jepper sover nu i Baronsenge, alle Kandestøbere er Borgmestre[12] , og Verden staar jo endda. De forstod aldrig noget af Barnets Enfold, af Jomfruens Elskov, af Mandens Hang mod det høje for det højes egen Skyld. De saa kun Overfladen af Mennesker, kendte dem paa Pebersvendsmaner kun udvendig fra. Og derfor….

(17)

HOLBERG: Det kalder jeg en grausame Salbe[13] , Hr. Konferensraad. Er jeg saa smædet nok? Morsom er jeg vel heller ikke, mine Komedier er ikke morsomme, vel?

(18)

OEHLENSCHLÄGER: Saa siger i hvert Fald en af Landets største Kritikere i Dag

(19)

HOLBERG: Javist, og De efterplaprer en Per Caudi[14] , en… Godnat, Hr. Konferensraad.

(20)

OEHLENSCHLÄGER: Holberg, jeg forivrede mig. De tirrede mig ved at sige….

(21)

HOLBERG: Godnat.

(22)

OEHLENSCHLÄGER: ja, ja, som De vil da. Godnat!

(23)

OEHLENSCHLÄGER: Holberg, det er ikke mig, de spiller derinde. Det er Dem. Den røde Lygte er Deres.

(24)

HOLBERG: Mig? Naa! Saa? Ja, og hva saa?

(25)

OEHLENSCHLÄGER: Kan De høre, de ler derinde i Aften. Den gamle Baron er nok stadig morsom.

(26)

HOLBERG: Ja, gu er jeg morsom. Det er jo det, jeg altid siger. Hvorfor vil ingen saa tro det?

(27)

OEHLENSCHLÄGER: Vi fejrer nemlig Jubilæum i Aar. Holberg-Jubilæum, 250 Aar.

(28)

HOLBERG: Nej, men Herregud, er det allerede? Jeg maa tælle efter som Corfits[15] . Christian VI, Frederik V, saa den lille syrlige med Underbiddet, og saa Kong Dannermand med Maven[16] , og saa… jo, saa min Sandten, det passer, 250 Aar! Den Tid er s'mænd gaaet hastigt. Hvorfor sidder De for Resten dèr og fedter med den modbydelige Velvilje paa Deres alt for embonpointerede[17] Træk? Vi to er færdige med hinanden, efter hvad der nys er passeret mellem os.

(29)

OEHLENSCHLÄGER: Holberg!

(30)

HOLBERG: 250 Aar, min Herre! Naar De bliver saa gammel, faar De maaske ogsaa noget opført, et af Deres Sørgespil, og kan sidde herude og høre Huset le.

(31)

OEHLENSCHLÄGER: Nu skal De være skikkelig, Holberg. For nu faar De Besøg, Se bare, hvor fine Gæster der nærmer sig dèr.

(32)

HOLBERG: Faar jeg Gæster? Men Herre, min Gud! Fru Heiberg[19] , Frydendahl[20] , Phister[21] , Olaf Poulsen[22] , min Sandten! Sveden springer mig frem paa Panden, som var jeg Fru Corfits i Barselstuen.

(33)

FRU HEIBERG: Fra Kunstens evige Rige heroventil kommer vi, Mester, for her paa dette Sted at samles med Dem en flygtig Stund, for at bringe Dem Blomster, Buket paa Buket af Tak for alt, hvad De gav os Lov til at skænke vort Folk. (Alle de døde store Skuespillere lægger Blomster for Holbergs Fod og siger en for en Tak. Holberg sidder selv stram og vil ikke give sig, norsk og pebersvendebrøsig; da Olaf Poulsen kommer, siger han barsk:)

(34)

HOLBERG: Sig en Vittighed, Poulsen!

(35)

OLAF POULSEN: Kan mare[23] ikke, Farlil, mindes alle store Stunder i mit Liv, panis finis, panis gravis[24] , har ikke anden Sufflør i Aften end mit Hjerte, saa bliver det til enestens Taarer, Mester.

(36)

OEHLENSCHLÄGER (rejser sig): Holberg, vor Fader! Alle Kammeraterne her har bedt mig….

(37)

HOLBERG: Jasaa! Skal jeg have mere af den Tønde endnu!

(38)

OEHLENSCHLÄGER: Jeg var jo selv i min Ungdom Skuespiller

(39)

OLAF POULSEN: Søgte at blive.

(40)

OEHLENSCHLÄGER: Men jeg holdt op

(41)

OLAF POULSEN: Og Gudskelov for det.

(42)

OEHLENSCHLÄGER: Og stræbte saa blot i det private at naa Olaf Poulsen-Maalene. Nu, Holberg, som Skuespiller taler jeg da, ikke jeg, men vi alle siger til dig:
Holberg, vor Fader! Vi, dine Børn, vi bringer dig i Aften al den Jubel, alt det Bifald, Folket i mere end tvende[25] Aarhundreder har ødslet paa os. Det var jo dig, der med Geniets Skarpsyn saa Guld, hvor de andre kun øjnede fattigt Støv: dansk Tunge og Tænkning, Scenens Kunst. Du løftede Jeppe op i Baronens Seng, du gjorde ham værdig til at være der. Det Danmark, Slægten i Dag bygger paa, har du lagt Syld[26] til, du var Nordens og din Tids Hitler, men paa ægte dansk Vis, du besindede os paa vort Væsens Grund, men ikke ved at exercere og byde, nej, du lo din Visdom ind i vore Hjerter, du smilte os Mod til, lod os gro ved dit Lunes Varme. Derfor hylder vi dig for, hvad du var og er, hvad du gav og giver og bliver ved med at give, hylder dig for din Djærvheds[27] Latter, du Vissenpind, for din Sundhed, du altid Syge, din Folkelighed, Hr. Baron, din ødsle Tro paa Aand, du Pengesamler, din Danskhed, Nordmand alle Danmarks Mænd og Kvinder af Aand og af Hjerte hylder dig, Pebersvend, som dine Børn: hil Fader Holberg!

(43)

HOLBERG: (rejser sig) Stille! Mit Fædreland, Norden! Nordisk Væsen er Uforsagthed det frie Sind, der hugger sig Vej med Munterheds Morgenstjerne, hvor mange Vande der saa fryser til. Jeg tænkte, at ogsaa vi her i Norden havde noget at lære de andre Folk, naar vi blev voksne nok til at vikle os ud af Svøbet. Nu var det min Tro de andre lo, men jeg var stædig, de fnøs, og saa lo jegat til denne Folkets Opdragergerning af sig selv var det værd at have fæstet to Piger i Gaarden, ikke blot Kirkens Madonna, den pligttro og dydige, men ogsaa Teatrets ferme Tøs, Pernille[28] , den smaa, forslagne[29] , evindelige veloplagte. Nu skumler Godtfolk som paa min Tid, men jeg tror stadigvæk paa de to Piger: Madonna og Pernille. Og derfor sig ikke ”leve Holberg”, men sig saadan: Et Teater, hvor dansk Aand lyser, og dansk Tunge lyder i Kraft og Renhed, det leve leve altid!

(44)

OEHLENSCHLÄGER: Vel! Saa raaber vi alle, Levende og Døde, et Leve Holberg og hans danske Skueplads!





Kaj Munk