Download:      
Indledning
  
Værkinformationer
  
Billeder
  

I Høstens Dage

Landlige Interiører i Lollandsk Bondemaal

I HØSTENS DAGE

Personer:

Morten Hansen, Gaardejer.

Rasmine, hans Kone.

Ane, deres Datter.

Hans Olsen, Forkarl.

Jens, Karl.

Kristen, Karl.

Svend, Dreng.

Handlingen foregaar i Mortens Spisestue.

KAJ MUNK: LANDLIGE INTERIØRER[1] I LOLLANDSK BONDEMAAL

I

(Simpel møbleret Stue. Paa Bordet en Voxdugsdug, hvorpaa en Øldunk, et Saltkar og stort Fad med Smørrebrød. Morten, en høj, tør, midaldrende Mand med gnavent Udseende kommer ind. Han ser Fadet, mønstrer Brødet og studser.)

(1)

MORTEN (raaber): Rasmine, Ra--asmi--ine! kom hær!

(2)

ANE (kommer frem fra en Dør, som Morten vender Ryggen til; hun er en sød, lille Nittenaarspige, men kigger frygtsom omkring): Va ve du ?

(3)

MORTEN (uden at vende sig): Va ve? ve, a I ska vie, a vee, vem der æ Herre hær i Høuse, aa de æ jæ; aa naa æ de, saa ve sandeli aa rejere, aa haae, I retter jer ætter, va haaer saut; æ du paa de, Kone?

(4)

ANE: Ja.

(5)

MORTEN: Jam saa maae du ju vare tokke, dit Skabri, naa du de uŋe, skønt aa du vee de goe, sandeli. (Vender sig om) Næ, va æ dou de. (Med Tordenrøst) Heer du Rasmine?

(6)

ANE: Næ--æ i.

(7)

MORTEN: Jam, vaafaa i Alverden kommer du saa, Tøs, naa seier Rasmine?

(8)

ANE (tier):

(9)

MORTEN: Kaa diŋ øuopdraune Uŋe enne svaare, naa diŋ Faar snakker dæ. Vaafaa kom du saa?

(10)

ANE: Faade aa Mor

(11)

MORTEN: Aah, venne høre paa al dit Vrøvl aa alle denne Uŋskylniŋer.

(12)

ANE: Jam du saae ju

(13)

MORTEN (rasende): Ska du svaare diŋ Faaer imo, diŋ flabbede Teiŋ! Kom hær hen, sandeli!

(14)

ANE (nærmer sig usikkert): Va æ der, lille Faaer?

(15)

MORTEN: Vem haaer smort Brøet i Jauden? Haaer Rasmine?

(16)

ANE: Næi, de… de haaer jæ, lille Faaer!

(17)

MORTEN: Ja, de æ nyelit, sandeli! Haaer jænne paa de allerstræŋeste forboe al Æggema i disse dyre Tier? Haaer dunne hørt de?

(18)

ANE (nølende): Næ--æ i.

(19)

MORTEN: Va haaer dunne, diŋ Løjnhals. Naa, haar du hørt de?

(20)

ANE (klynkende): Jo, troer nok…

(21)

MORTEN: Aa saa ser elejen Æggema hær paa deŋ føste Talærgen. Nu veste du, aa haaer vaaren øue hele Dauiŋ, aa saa tænte du kask heller enne, aa sku komme heem Naaeriŋ[2] . De æ sandeli nyelit.

(22)

ANE (grædende): Du maanne vare vree, lille Faaer.

(23)

MORTEN (aldeles ude af sig selv): Vaare vree! Va Sat… va va va sae du, mente jæ? Vaare vree! Va sku æs vare? Va kaaŋ de saa nøtte, de hele? Va kaaŋ de nøtte, aa æ a di helliste i Sounet, a gaaer i Kerke ver Søndau, a jænne levere Mælk Meieriet om Søndauiŋ, a haaer laut ae aa baaŋe aa hoelt obbe aa taae iŋ, lille Knajt, a gaaer møie Møe aa kommer sammen Præstens, va kaaŋ al de nøtte, naa faaer saan et øutie Baarn!

(24)

ANE: æ da heller enne saa forskrækli, Faaer.

(25)

MORTEN (snærrer): Va æ dunne! Faa de føste du lie lout imo diŋ Faaers Formaaniŋ, faa de aaŋet ve dunne svaare ham, naa haŋ snakker dæ, faa de fjere æ du storsnøue ouerfaa ham, faa de femde seier du Løjn, aa faa de sæete saa æ du nederdrægdi Tøs aa møie, møie mer. (stikker hende en knaldende Lussing) Du faakænn aa faae noen i diŋ baare Røu, sandeli.

(26)

ANE: Men Faaer dou

(27)

MORTEN: Ja, de kaanne nøtte noue, aa du nu tvein; deŋ, som tæsker sit Baarn, ælsker de tilit. Aa ves dunne bleier møie bæer, saa kaaŋ du ju hæller aller faa Præstens Søn.

(28)

ANE (farer pludselig op): Deŋ puggelrøgge .. .

(29)

MORTEN: Ja, æ sku… ment, æ saa sandeli ligla, enden ha æ puggelrøgge, æller va han æ. Haŋ ve jærne haae dei, de vee jæ, aa ves Præstiŋ sæl enne haaer noue derimo, saa bleier de saadan. Færi!

(30)

ANE (hulkende): Jam haŋ æ ju faa vou aa arbeie i Joeren, aa haŋ æ ju faa dum aa læse, saa

(31)

MORTEN: Haŋ kaaŋ vel nok bleie et aa aaŋet, aa saa bleier i Familje med Præstiŋ, aa Præstiŋ sæl æ vest ri Maan, saa dær æ manne Faadele deŋ Histaarie.

(32)

ANE: Jam vel enne…

(33)

MORTEN: Du ve lugge diŋ Flab i Tøs; de æ de, du vel. Aa saa i Moeren saa gaaer op aa snakker Præstiŋ om deŋ Sa.

(34)

ANE (skriger): Jam seier dej…

(35)

MORTEN (klasker hende en svær Lussing til): vel enne haae alle denne Eiŋveŋiŋer. De bleier, som nu haaer saut! Færi! Aa saa maae ner i Hauiŋ, aa se aa hitte Rasmine, aa vi kaaŋ faa deŋ Naaere. (Han gaar ud. Ane bliver, højt hulkende)

(36)

HANS (kommer ind; han er en køn, 30 aarig Karl med 2 klare, skælmske Øjne; han tørrer sig med Skjorteærmet om den sveddækte Pande): Hør, ska vinne snaart haae noue Naaere men va æ dou de, lille Ane.

(37)

ANE (hulker voldsommere):

(38)

HANS: Staaer du hær aa græer, lille Ane, men… men la dou vare miŋ Pie, men Jøsses dou, va æ der dou?

(39)

ANE: æ saa øuløggeli, Haans.

(40)

HANS: Æ du de jam va … (helt forlegen) kaaŋ dounne jælbe dei, Ane? Va æ der dou skeet?

(41)

ANE: Jo haŋ… haŋ slo aa saa

(42)

HANS (slaar i Bordet): Slo han dei? ska mørbanke ham.

(43)

ANE: Jam, haŋ æ saa saa tokke i Dau, faade aa han… aa de.

(44)

HANS: Ja, ska veŋe op aa nee aae ham, den Stømber[3] .

(45)

ANE: Jam haŋ æ ju saa hisig, saa vi ska ju uŋskylle ham lidt. Aa nu æ de nok gaae ham saa møie imo i Dau.

(46)

HANS: Saa? Vudden de?

(47)

ANE: Jo, faa du vee ju, vudden aa de kniver Høstiŋ…

(48)

HANS: Ja, de ska du sku haae Ret i, Ane; faa saa vit, aa kaa skønne, saa bleier vest hele Restiŋ øelaut, ves vinne faaer deŋ i Moeren, aa de æ vi ju to Maaŋ faa lidt aa kune.

(49)

ANE: Jam, kune kask jælbe…

(50)

HANS: Ja, aa kuŋe slæve faa to, saa pass de ju; men va Glæe haaer saa vi ae de?

(51)

ANE: Jam, haŋ bleier ju tokke

(52)

HANS: Haŋ bleier møie mer end som de; haŋ gaaer fraa Faastaaŋen aa bleier skrubrauruskenesedderspændt vanviddi, ves aa al Hauriŋ gaaer hen aa bleier øelaut.

(53)

ANE: Jam dæfaa haar haŋ aa vaaren øue i bægge Soune i Dau faa aa faae iŋjiŋ, Høestmaaŋ, men enne een enstens va lei.

(54)

HANS: De va sku møie; ja saa gaaer de galt i Ouermoeren.

(55)

ANE: Jam, de æ dæfaa, aa haŋ nu æ saa gnauen…

(56)

HANS: Aa saa ska du haae Tæsk.

(57)

ANE (begynder at hulke igen): Jam de æ enne de væste, der æ noue, der æ møie, møie være.

(58)

HANS: Jam, nu græer du ju ijen, lille Ane. Kaa denne leiŋre lidt, aa du faatæl mei, va der æ i Vejen. (rent forlegen) Du maaenne græe saan, lille Ane, saa de ju saa uŋt.

(59)

ANE: Aah! de æ saa faaskræklit.

(60)

HANS: Va æ de da saa?

(61)

ANE: Jo, ser du, Haans, i Moeren ve haŋ, gaa Præstiŋ, faa aa faae jift med Sønniŋ.

(62)

HANS (farer sammen): Va… va ve haŋ? Sønniŋ? Ham ham Røggiŋ?

(63)

ANE (hulker haabløst): Ja, de æ ju saa sørrelit.

(64)

HANS (forbitret): Ja, dær haaer vi ju hele hans Hællihee! De æ dæfaa, aa haŋ sæl æ saa from, aa vi aaŋre aller sætte lille i æller taae Snabs æller saan noue, de æ baare, faa haŋ kaaŋ faae jort siŋ Daaeter øuløkli aa sæl i Familje di store aa faae faarnem aa ri Svierfaaer. Satan knægge hans Hals!

(65)

ANE: Jam vel enne haae ham, vel enne haae ham; va ska dou jørre? Kaaŋ du dounne jælbe mæ, Haans?

(66)

HANS (raadvild): Vudden sku dou de gaa tæ? Ves aa hue vaaren eŋ, ri Goermaaŋssøn aa hue vaaren møie penere aa klouere, saa du kuŋe haae brut dei lidt om mæ, saa kuŋe kask…

(67)

ANE (ser op): Va æ de dou, du seier, Haans?

(68)

HANS (ulykkelig): Ja du maaenne bleie vree, Ane, men de slap saan øu ae mei.

(69)

ANE: Va slap øu ae dei?

(70)

HANS (med en fortvivlet Kraftanstrengelse): Aa gaaer hær aa aa aa holer eienli saa møie ae dei.

(71)

ANE: Holer du ae mei?

(72)

HANS (ynkelig): Jam kaaenne jørre faa de, Ane, du maaenne bleie vree!

(73)

ANE: Vree? Jam Haans dou! de va ju de græe ouer, aa sku skels fraa dei.

(74)

HANS: Ane! (griber fat i hende) Ane! (holder hende ud fra sig) Ane! (trykker hende ind til sig) Hurra! tralalalala! (Svinger hende frem og tilbage og danser om med hende) La der nu ske, va der vel. Nu haaer faat deŋ bæste Kammeraat i Verden. Nu hamle op hele Hælve, om de ska vare.

(75)

ANE: Sleb me, sleb me! Haans, der kommer nouen.

(76)

HANS (danser fort): La komme, va ve! ska nok staae mæ! (Svend, en lille, tynd Fjortenaarsdreng, kommer rendende ind; han tørner mod de dansende, og alle 3 triller om paa Gulvet. Hans springer rask op og hiver Ane med op.)

(77)

SVEND (rejser sig langsomt, gnubber sig og siger muggen): Naada!

(78)

HANS: Ja, de æ di Støe, som Verden jier.

(79)

SVEND: De æ aadi Maner aa bære sei a aae.

(80)

HANS: Ja, de æ danne noue aa vare muggen ouer, Dreŋ; lærte baare Ane aa daaŋs Tango.

(81)

SVEND: Saa de gaaer saan faa sæ!

(82)

HANS: Op Moet, Dreŋ!

(83)

SVEND: De kaa du set seie.

(84)

HANS: Æ der dou nu noue i Vejen ijen. kaaŋ, dounne begrive, vaafaa hele Verden enne æ løkli.

(85)

SVEND: Aah! ves du fek Tæsk øue i Goeriŋ aa Puf hæriŋe i Støuen, saa du satte paa diŋ Røv bægge Stæer, saa va du kask heller enne saa løkli. Men ska vinne snaart haae Naaere? Kloggen æ hael ni, aa haaenne faat noue, sien deŋ va fire.

(86)

ANE: La vus baare bejyŋe, saa faar Faaer aa Mor ee, naa di kommer.

(87)

HANS: De seier sku mæ, Ane! tralalala! (Jens og Kristen kommer ind)

(88)

KRISTEN: De kaaŋ sku snaart vare paa Tie aa faae noue i Skruttiŋ.

(89)

JENS: Ja, de ska jørre got; trode, aa I hue bejyŋt.

(90)

HANS: Næi, vi haar haat veidiere Teiŋ aa tænge aae. La vus saa baare ta fat; faa nu æ vi ree mæ. (De sætter sig alle 5 og begynder at spise)

(91)

KRISTEN: Vudden æ æs Homøret hos deŋ gamle i Dau.

(92)

SVEND: Ja, de æ Mandaushomør, de ska loue faa.

(93)

JENS: Æ hanne heeme, Ane?

(94)

ANE: Jo, haŋ kommer nok liestras.

(95)

SVEND: Sekke saa Ballae, der bleier her ouer, aa vi haaer bejyŋt aa ee, før haŋ kom.

(96)

HANS: Vi kaaŋ danne vente hele Natten paa ham. Men Ballae de bleier her sku, vudden de saa gaaer.

(97)

ANE: Sei enne noue, Haans!

(98)

HANS: Vest ska de frem, miŋ Pie, de ska dunne frøite faa, aa vi ska nok faa brøgge deŋ Histaarie ridi sammen, ves aa I baare ve jælbe tæ.

(99)

JENS: Va æ de mæ, Haans?

(100)

HANS: Ja, ser I, de æ ju saan faa det føste in Hemlihee, faastaaer I. Men de kaaŋ vel enne jørre noue, aa vi faatæller dem den, Ane, faa ves aa dinne ve jælbe vus, saa kaaŋ nok vi to enne stelle møie op.

(101)

ANE: Næi, de haar du nok Ret i. (Hun rejser sig og gaar ud)

(102)

KRISTEN: Naa, va æ de saa da?

(103)

HANS: Jo, nu ska I høre; i Moeren saa gaaer deŋ gamle Præstiŋ aa seier ham, aa nu æ Ane hær færi aa jiftes, saa nu æ der vel enne noue i Vejen faa, aa huŋ kaa faae hans Søn.

(104)

KRISTEN OG JENS: Ham Puklin!

(105)

HANS: Ja, naturliveis.

(106)

KRISTEN: De æ sku nederdræktit skamlit, ska deŋ kønne Pie haae den…

(107)

JENS: Pas lidt aae, du. Huŋ ve kask jerne sæl haae ham. (Ane kommer ind igen med et Sennobsglas)

(108)

KRISTEN: Ja, de æ skunne baŋe faa aa spørre hiŋe sæl om. Hør, sei iŋgaŋ Ane…

(109)

HANS: De behøvs enne. Faa haaer tænt aae i Jauden aa faatælle Mordiŋ, aa haaer forloue Ane.

(110)

KRISTEN: Va haaer du?

(111)

JENS (til Ane): Va æ de dou, haŋ meen?

(112)

KRISTEN: Næi, nu haaer dou aller hørt Mae; saa æ de nok bæst aa ønske Løkk.

(113)

JENS: Ja, de maa nok mæ. (De har alle holdt op med at spise uden Svend, der fortsætter ufortrødent) Men va ska dou de bleie tæ?

(114)

ANE (henrykt og fortvivlet): Ja, de seier mæ.

(115)

HANS: De ska sku maeli gaae.

(116)

KRISTEN: Haaer du Plan da?

(117)

HANS: Næi, va sku dou deŋ?

(118)

JENS: Jam haaer du da slet enne tænt, va der kaa ske, naa du seier de?

(119)

HANS: Ja, der kaan ju ske saa møie.

(120)

KRISTEN: Ja, faa de føste ve haŋ ju slet enne tro de, naa I seier de, aa faa d'aaŋet ve haŋ stras jaue dei øu, reŋe op hos Præstiŋ de samme aa faae sat deŋ føste deŋ bæste Dau Brølbet.

(121)

ANE: Ja, de æ aa baŋe faa. Vi maae vest hæller vente lidt aa seie de, lille Haans.

(122)

HANS: Bleier de bære, naa vi venter da?

(123)

JENS: Næi, de de smænne.

(124)

HANS: Jam, va ska vi saa jørre. (Længere Tamhed, Svend tager det sidste Rundtenom[4] )

(125)

JENS (rækker Haanden frem, men opdager Fadet tomt): Nu haaer deŋ Satans Dreŋ æt al Maiŋ.

(126)

ANE: ska stras komme noue mer. (hun gaar ud)

(127)

SVEND: Der ska aa noue aa staae imo faa alle de Tæsk, men haŋ kaaŋ baare prøue aae aa ji enstens Løusiŋ tæ, saa ska dou ligot skælle ham Hæer aa Ære fraa saa nu kommer haŋ (han propper al Brødet ind i Munden paa eengang)

(128)

MORTEN (kommer ind): Haaer du høust aa vaaŋe Køerne Medau, Dreŋ?

(129)

SVEND (med Munden fuld af Mad): Ja-r--r-a.

(130)

MORTEN (hidsig): Va æ de faa Maae aa svaare paa, diŋ Lømmel? (klasker ham en Lussing) Du haaer danne nøe aa fraaese saan, diŋ Groveer! (sætter sig ved Bordenden) I holer faa Resten oppe i go Ti, Folk.

(131)

HANS: Kloggen æ ju da snaart ni.

(132)

MORTEN: Jam de æ da aa Høstiŋs Daue. Næi, i menne oŋe Daue da va de aaŋeles; men Tierne bleier vouere aa vouere, aa Uguliheen taaer alle Vejne, som der staaer i Bivlen, aa deŋ ska. Æ I faa Resten færie aa ee?

(133)

HANS: Næi, vi venter paa etjet Faffel!

(134)

MORTEN: Ja, ji alle Folk kuŋe arbeie, som di kaaŋ ee, saa ble der jort mer.

(135)

HANS: trode æs, aa naa der ble æt møie, ble der aa jort møie.

(136)

MORTEN: Jam du tror vest aa tit fejl; aa faa Resten saa strier de aa nok mo Skriften, aa Folk seier ders Høusbuŋ imo. Men voer mon dou Pien bleier ae deŋ Ma, faa æ sandeli aa blet sulten? (Rejser sig og gaar ud)

(137)

SVEND (truer med Haanden efter ham): Deŋ Løusiŋ ska du faa got betaalt! Gusklou, haŋ æ i Prækejørnet; faa nu haaer faat herli Plan. Nu ska I høre! (Alle bøjer sig ivrigt frem, Svend hvisker en hel Del, de nikker begejstrede) Men naa baare vi faatæller ham, aa hele hans goe Haure gaaer rabundus, ves deŋne kommer heem i Moeren, saa ska vi se hans jerie Sjæl. Ssss, nu kommer han ijen.

(138)

MORTEN (kommer med Brødfadet, scetter det paa Bordet og sig selv ved Bordenden): Ja, nu kaaŋ I bejyŋe faafraa (tager sig selv et Stykke)

(139)

HANS: Haaer du faat skaffe iŋjiŋ Høestmaaŋ i Moeren.

(140)

MORTEN (affejende): De bleier ju miŋ Sa. (De andre begynder at spise igen)

(141)

HANS: Ja, vel saa; men de vaare enne ret læŋe, før vi faaer et faaskræklit Rejnvajr, aa vi fejl ju næsten al Hauriŋ ino.

(142)

MORTEN: De behøvr vel hæller enne rejne de føste.

(143)

HANS: Næi, men ves de holer i Moeren ouer, saa æ de store Teiŋ.

(144)

MORTEN (urolig): De vee du vel enne?

(145)

HANS: Jo, det tyer da altiŋ aae. Aa faaer vinne Hauriŋ i Høus, før deŋ Skøl kommer, saa faaer vi øelaut al de dyre Korn.

(146)

JENS: De bleier ju et ræsomt Taev.

(147)

MORTEN: Jam vi kaaŋ vest aa faae de meste i Moeren.

(148)

HANS: Ja ves vi allsammen hæŋer grout i, saa kaaŋ de kask gaae aa næpp.

(149)

MORTEN (barsk): Jam de æ der vel hæller enne noue i Vejen faa, aa vi kaaŋ.

(150)

JENS: Næi, faa de bleier ju et faaskræklit Taev.

(151)

KRISTEN: Ja, de æ ju slet enne aa seie.

(152)

MORTEN (arrig): Saa la dou vare aa seie noue derom.

(153)

HANS: Æ her dou hæller enne aa faae Høestmaaŋ?

(154)

MORTEN: Næi, haar sandeli prøvt alle Vejne.

(155)

KRISTEN: Ja, saa ser de renok galt øu, ves ae vus enne kaaŋ arbeie i Moeren.

(156)

MORTEN: Va æ de faa noue Vrøvl! (Raaber) Ane aa Rasmine! Vaafaa bleier I derøue? Kom hæriŋ aa faae noue Ma mæ! I ska væl enne haae aaŋre Retter end dem, vi faaer. (Ane og Rasmine, der ser lille, mager og forskræmt ud, kommer ind og scetter sig hen til Bordet uden dog at spise)

(157)

HANS: Kaaŋ vi dou enne iŋgaŋ faae Dreŋ aa jælbe vus lidt i Moeren?

(158)

MORTEN: Næi, haaer vaaren all Stæer. U - va tæfres, aa deŋ Høst væl va ouerstaae, aa vi snaart kuŋe faae de Brølb.

(159)

HANS (tilsyneladende forbauset): Brølb?

(160)

MORTEN: Ja, haaer tænt me, aa huŋ sku haae Præstens Søn. De æ ju alti Glæe aa kuŋe komme i Slait from aa gufrøgdi Herrenstjenner, aa haŋ haaer vest enne noue imo de, saa de va ju bæst aa faae ortne de saa snaart som moelit.

(161)

HANS (tørt): De æ baŋe faa, aa derne bleier noue ae mæ, Mordiŋ.

(162)

MORTEN: Va…

(163)

HANS (uforstyrret): Faa huŋ brø sænne noue om ham, ska seie dæ.

(164)

MORTEN: Jam æ du da

(165)

HANS (som før): aa da vee, aa du ju danne ve jørre dit enstens Baarn øuløklit faa Livsti…

(166)

MORTEN (springer op): haaer da

(167)

HANS (som før): aa tveiŋe hiŋe aa taae iŋ, hunne ve haae...

(168)

MORTEN (slaar i Bordet): Sandeli, Sandeli, Sandeli…

(169)

HANS (som før): saa anser de faa redit aa seie dæ, aa der æ aaŋen iŋ, huŋ holer ae…

(170)

MORTEN: Va raer de dou dei, diŋ Flab? Luk dou diŋ Kæft i! ska da nok øuen diŋ Jælb faae sørret faa miŋ Daaeter, der enne raer dej de riŋeste. Dette hær æ dou snaart faa galt. Sæl om Tøsen haaer slaret dej, saa maae du dou vie, aa du stor, stor Syŋ aa bære saan a. De strier mo alt, va der staaer i Skriften, aa du kaaŋ reskere aa komme i Hælve faa de.

(171)

JENS: De va sku svært.

(172)

MORTEN (farer op mod ham): Æ du da aa tokke?

(173)

ANE (springer op): Hør, Faaer…

(174)

RASMINE (trækker tilbage i hende, skælvende): Ti stille, lille Ane! sej doune noue!

(175)

ANE: Jo, ve seie noue…

(176)

MORTEN (strengt): Vee du va, Ane! Du æ enne noen Pattebaarn, men du æ naaet Skæls Aaer[5] aa Aller. Aa de ska du vie, aa æ enne faapleide aa føe dei hær mer; du kaaŋ komme hærfraa, va Dau de ska vare; faa du æ her kuŋ som en Kænstepie.

(177)

HANS: Va sejer du? (truende) Æ huŋ her kuŋ som Kænstepie, der kaaŋ komme herfraa, va Dau de ska vare?

(178)

MORTEN: Ja, sandeli; de seie, saa tit de ska vare…

(179)

KRISTEN: De va sku møie! (Svend hvisker noget til Ane, der forbauset nikker)

(180)

MORTEN (sitrende af Hidsighed): Saae du sku? Haaer jenne paa de øutrøkliste faaboe al deŋ Slaus hær i Høuse. vel enne haae deŋ Baaŋen. Ves noenseiŋe høre noensomhelst ae menne Folk hær i Høuse seie en Ee, saa kaaŋ haŋ faa siŋ Opseielse de vuns, aa ska bleie veist væk øieblekli; saan Kaael haaer jenne Brøu faa hær. Haaer I faastaae?

(181)

HANS, KRISTEN, JENS, SVEND OG ANE (springer alle som een op og slaar i Bordet): Ja, Satan gale saa.

(182)

MORTEN: Va? va! va? va! va? va! va? v-v-v-v-a??!!

(183)

HANS (gaar ganske rolig hen og kysser Ane paa Munden; Rasmine skriger): La vus saa se aa komme astæ!

(184)

MORTEN: Næj! stop!… va Æ I… faa Satan i… Sandeli… saa!

(185)

HANS (gaar hen imod Døren med Ane ved Haanden): Vi ska snaart vare øue.

(186)

MORTEN (springer hen og stiller sig foran Døren): Va va æ Meniŋen?

(187)

RASMINE (jamrer): Jøsses Kaas dou, der skeer vest Øulge.

(188)

MORTEN: Luk Kæft, Kælling! Va ska al de betye? Svaar!

(189)

HANS: De ska betye, aa vi ve vare øue ae Høuse iŋen Audiŋ.

(190)

MORTEN: Øue?

(191)

HANS: Ja, vi vel alle haae vus nøi Kunsjon.

(192)

MORTEN: Næi, holt nu lidt! maŋ reŋer enne saan fra siŋ Plas.

(193)

HANS: Jo, du haaer saut vus op, saa maae vi ju fløtte.

(194)

MORTEN: Jæ? Saut op!

(195)

HANS: Jo, du ville junne haae Folk i diŋ Kenste, du hue hørt baaŋe.

(196)

MORTEN: Saa reis a Hælve jer allesammen!

(197)

KRISTEN: Næi, vi reis da fraa Hælve ae allesammen.

(198)

MORTEN (griber fast om Haandtaget): Luk Kæft aa rub ae jer, alle 4.

(199)

HANS (retter): Fæem!

(200)

MORTEN: Va?

(201)

HANS: Du saae feil; de bleier fæem.

(202)

MORTEN: Saa... aa?

(203)

HANS: Ane gaa mæ!

(204)

MORTEN: Næi, de bleier Fannemæ Løjn! Va ve I hiŋe?

(205)

HANS: ve jifte hiŋe.

(206)

MORTEN (forfærdet og foragtende): Du?!

(207)

HANS: Ja, ska nok faasørre hiŋe.

(208)

MORTEN: Næi de bleier faa Sa ndeli Løjn. Haaer faat ouerile aa saut et feil Oer, I kaa hæŋe jer i, saa æ dou dær Herre ouer mit æie aa Blo.

(209)

HANS (rolig): Næi, du æ enne!

(210)

MORTEN: De ska veise dæ, Satan æ æ …, som du æ.

(211)

HANS (sikker): Vi hær æ Viner tæ, aa du før saae, a Ane kuŋ va Kenstepie, som…

(212)

MORTEN: Ja æ saa

(213)

HANS (højere): som kuŋe komme hærfraa, va Dau de sku vare.

(214)

MORTEN: Ja, saa skrub du ae mæ, diŋ lierlie Tøjte!

(215)

RASMINE (hyler): Næi, miŋ æien Daaeter, du maa danne…

(216)

MORTEN: Luk Kæft, Kælling, faa Saten æ æ æ da faare i dæ, sku maŋ meene.

(217)

HANS: Ja vi æ færi aa gaae.

(218)

MORTEN (forbliver foran Døren): Ja, saa skrub .. faa Sa .. ja, I æ.. aa la de va dou sandeli Ballae.

(219)

HANS: La vus baare komme øu, Mordiŋ!

(220)

MORTEN (ude af sig selv af Raseri): Ja komme øu aa komme eiŋ! De æ sku nyelit. Hær midt om Høestiŋ stekker mit enstens Baarn aa alle menne Folk ae, saa setter ene tæbaes deŋ Hyleso. (peger paa Rasmine) Aa saa æ de mest krapeerlie, aa de æ kuns Kænstekaael, aa miŋ - miŋ Daaeter reŋer siŋ Vej mæ. (han vakler hen til Bordet og slaar i det med Næverne) Aa hær haaer I to gaae aa hore ba miŋ Røg, I raaene Lierliheer. Aah! rub ae jer, aa la mei aller see jer meer, før i Himlen ska se jer pins i den øuslukkelie Ild aa grinne ae jer.

(221)

HANS (med Haanden faa Døren): Ja, de smæŋ liemøie, voer vi kommer, kommer vi baare enne sammen dei.

(222)

KRISTEN: Næi, tør du staae eiŋe faa, aa vinne kommer sammen dei, saa ska vi nok komme paa deŋ ridie Seie.

(223)

MORTEN: vel enne høre paa jert elendie Løjnevrøvl. Rub ae! Stras!

(224)

HANS: Haaer du danne mer aa seie vus?

(225)

MORTEN: Næi, kom øu! væk i Faart! Skyŋ jer! Øieblekli!

(226)

HANS: Ja, saa faavel da! (Aabner Døren)

(227)

MORTEN: Vent lidt.

(228)

HANS: Va? Æ der mer?

(229)

MORTEN: Ja, taae… taae aa sei mæ, vaafaa ve Inne bleie?

(230)

HANS: De ve vi aa jerne.

(231)

MORTEN: Va?

(232)

HANS: Ve du baare la mei jifte mei Ane.

(233)

MORTEN: Ane! Du aa Ane! Skrub ae! Skrub ae! Skrub ae!

(234)

HANS: De ska skee. (gør et Skridt)

(235)

MORTEN: Næi, vent lidt! vent dou lidt!

(236)

HANS: Va? Æ der mer, du vil seie?

(237)

MORTEN: Ja, ve seie ve ve seie Skrub ae Hælvæde tæ. (Han synker ned i en Stol, Rasmine jamrer højlydt, de fem gaar ud)

(238)

SVEND (gaar sidst; i Døren): Al deŋ goe Haure aa diŋ Daaeter!

(239)

MORTEN (mat): La aller, aller see jer mer. (Pause; kun Rasmines Hulken høres. Morten springer op og slaar i Bordet) Hoel op deŋ Støie, dit faabandede Frøuentømmer! (Synker atter ned, Rasmines Hulken gaar over i Snøften; længere Pause) Rasmine!

(240)

RASMINE: Ja, va æ der?

(241)

MORTEN: Luk Kæft, seier dei ijen! (Atter længere Pause) Rasmine! (hun ser op) Gaa øu i Goeriŋ aa sei… (hun rejser sig) Sæt dei dou nee, faa Satan! (Længere Pause, Morten mumler) Saa stekker huŋ ae aa taer ham aa kommer aller mer hær. Al deŋ goe Haure! bleier ju øelaut.

(242)

RASMINE (opbyder al sit Mod): Ska jænne hente Haans?

(243)

MORTEN (farer op): Æ du gal aa tokke, Kælling, æ du tiŋrene tokke? Du haaer kask hore ham aa, va ve du æs hær ham. Aller mer ve se ham faa menne Øine, Satan knække hans Hals! (Længere Taushed, Rasmines Snøften begynder igen) Rasmine!

(244)

RASMINE (rædselslagen): Nu… nu ska la vare!

(245)

MORTEN: Æ du gal, diŋ Mær? ska du la vare, naa ve haae aa jørre noue? Hent ham, de Satansbæst!

(246)

RASMINE (bliver staaende uvis):

(247)

MORTEN: Va Satan bleier de tæ? Kommer du astæ?

(248)

RASMINE: Jam, vee enne ridi, vem du meen…

(249)

MORTEN: Vem Satan i de hee, hule Hælve sku de vare øuen Haans for Faen?

(250)

RASMINE: Jam du saae ju før…

(251)

MORTEN (tordnende): Va!?!

(Rasmine forsvinder skyndsomt. Morten synker atter sammen. Kort efter kommer Rasmine igen med Hans. Ane og de tre andre kigger af og til ind gennem den aabne Dør.)

(252)

MORTEN (mat): Hør, va ve du haae faa, aa I kaa bleie her Øuen øu?

(253)

HANS: Ane.

(254)

MORTEN (tordner): Va?

(255)

HANS: Ane, vergen mer eller meiŋre.

(256)

MORTEN: Skrub ae, faa Satan! (Hans vil gaa) Vent dou lidt. Va ve I haae faa aa bleie her i Moeren ouer.

(257)

HANS: Ane.

(258)

MORTEN: Herut dæ! Stras! (Hans begynder at gaa)byer jer tue Kroner. (Hans vedbliver at gaa) Hører du, tue Kroner. (Hans gaar videre) Tue Kroner… … (fortvivlet)ver ae jer. (Hans har naaet Døren) Men saa stop dou aa hør dou ætter, faa Faen! Diŋ sleibeene Horekaael, diŋ fattie Lort, va biller du dei iŋ? (Hans er kommen ud. Morten slaar om) Haans, kom lidt tæbae, Haans, haaer etjet Faaslau. (Hans kommer tilbage) Ser du, Haans (gaar hen og lægger sin Haand paa hans Skulder og siger ynkelig)æ ju snaart gammel Maaŋ aa døuer enne møie mer; noen Søn haaer jænne, de enste Baarn, haaer, æ Ane. Aa nu æ ju du faanufdi Kaael, saa du kaaŋ ju nok faastaa, aa naa hele Tien haaer gaae aa glæet tæ, aa miŋ Daaeter sku haae Præstesøn, saa æ de enne saan faa aa opji de. Men nu ska du baare høre, va æ komme aa tæŋke aae. Se Præstens Søn, haŋ kaa junne passe Goer, aa haŋ æ ju aa ri nok i Faaveien, saa tænte mæ, aa du kuŋe kask bleie saan noue Faavalter eller Bestyrer paa deŋe Goer; faa du æ ju æs faanufdi Kaael; aa saa kuŋe du vel kask nok a Aaere faae deŋ Køvs faa billi Peŋe; aa du æ ju æs køn Kaael, saa du kaa maeli faa dei aaŋen net Pie? Va denne et got Faaslau? Va kaa du faalaŋe mer?

(259)

HANS: Ane.

(260)

MORTEN (rasende igen): Faen faatære diŋ frække Hals! Troer du, miŋ Daaeter, Buŋedaaeter, miŋ Buŋedaaeter ska haae fatti Løus, dum Staaere, sleibeene Høusmaaŋsune? De ska bleie Løjn!

(261)

HANS: Ja, taaer hiŋe i alle Tæfælle, aa du faaer al diŋ Haure øelaut, de æ Faaskellen, faastaaer du. Faavel. (vil gaa)

(262)

MORTEN (gaar frem og tilbage og smaasnakker): Satans Arej. Al deŋ goe Haure; Ane faaer han eleien. De ska skue bleie Løjn! (Højt og truende) Jøss, vaa haaer Løst aa tæske dei. (Løfter Haanden; de andre styrter ind) Troer du, (sætter Hans den knyttede Næve for Næsen) aa vel bo uŋer samme Ta som dei, goe Kaael? Meen du, aa du ska vare Herre hær paa Goeriŋ, aa ska leste runt her a Naae? Troer du, aa ve leve i samme Høus som dei, der haaer sjole miŋ Daaeter aa øelaut alle menne Planer? Faa ves du troer de, goe Kaael, saa troer du moyrderli feil. Iŋen der æ gaae et haelt Aaer, faastaaer du, saa æ du jift Ane, aa saa æ der bøgge et lille Høus paa Eŋiŋ a deŋ øu mo Vejiŋ mei aa hiŋe dær, (peger mod Rasmine) aa saa boer du aa Ane hær paa Goeriŋ, aa saa boer aa huŋ i Høuset, aa saa svaare du aa Ane vus ves aaerli Iŋtait, som vi to kaa leve ortli ae[6] . Faastaaer du? (Han lader Haanden synke)

(263)

HANS (forvirret og forbauset): Men

(264)

MORTEN: Faastaaer du, faa Faen?

(265)

HANS (rækker rørt Haanden frem): Tak ska du haae, Mordiŋ, de ska aller glemme faa, Tak ska du haae!

(266)

MORTEN (ser paa den fremrakte Haand, spytter en vældig Klat i den og vender Ryggen til):

(267)

HANS (lyksalig): Du æ Knup, Svend. Kom, lille Ane! (Ane falder ham om Halsen)

(268)

SVEND: De meen mæ. (Morten forbliver med Ryggen til dem alle)

(269)

HANS (kysser Ane igen og igen): Hurra faa Mordiŋ!

(270)

DE ANDRE (trænger sig frem): Hurra faa Mordiŋ! Løkke! Løkke!

(Tæppe)