Download:      
Indledning
  
Værkinformationer
  
Billeder
  

Eventyrspillet om Danmark

I.

En stor aaben Plads i Skoven, skraanende ned fra Troldhøjens Fod til Kildespringet, omgivet af Eg, Ask, Bøg, El, Ahorn og Birk. En lille Pige kommer hoppende ned fra Højen, en større Dreng langsomt ind langs med Bækken. Da de faar Øje paa hinanden, standser de begge to op. Saa løber Pigen hurtigt hen til Drengen.

(1)

PIGEN: Goddag, du. Jeg er rendt, forstaar du. Far sagde jeg skulde blive ved Bilen hos Sam, men jeg er rendt. Hvem er du?

(2)

DRENGEN: Jeg hedder Alfred

(3)

PIGEN: Hvor kommer du fra? Er du ogsaa rendt?

(4)

DRENGEN: Nej, jeg render aldrig; for jeg er Præstens Søn skal jeg sige dig.

(5)

PIGEN: Uf! Er der ogsaa Præster her?

(6)

ALFRED: Nej, ikke her i Skoven.

(7)

PIGEN: Naa, det var da godt.

(8)

ALFRED: Men hver Præst har sit sogn, forstaar du. Og denne Skov hører til et Sogn.

(9)

PIGEN: Nej, den gør ikke; for det er Enkebaronessens. Men nu vil Far købe den og lægge Teglstensfabrikker her; ja, det duer Jorden til, siger Far.

(10)

ALFRED: Købe jamen nej jamen Skoven den den kan man ikke købe den den kan man ikke.. den har ligget her altid den bliver her altid.

(11)

PIGEN: Pyt, Far kan alting. Far han er rig, skal jeg sige dig; vi er rige, forfærdeligt rige; og vi foragter alle dem, der er fattige.

(12)

DRENGEN: I kan ikke købe Skoven, hører du, I kan ikke tage Skoven bort. Det vil Kildekonen ikke have. Og Højtrolden vil heller ikke.

(13)

PIGEN: Hvad er det for nogen?

(14)

DRENGEN: Det er det er nogen der bor det er nogen, der

(15)

PIGEN: Uf, hvor du er sen til at forklare. Og saa har du ikke engang spurgt om, hvad jeg hedder.

(16)

DRENGEN: Nej, hvad hedder du.

(17)

PIGEN: Tove.

(18)

DRENGEN: Tove?

(19)

PIGEN (nikker):

(20)

DRENGEN: Saa, saa du hedder Tove?

(21)

PIGEN: Hvorfor staar du saaden og smager paa det.

(22)

ALFRED: For jeg synes, det det er saadan et kønt Navn.

(23)

TOVE: Synes du, Alfred? Skal vi to gifte os?

(24)

ALFRED: Hvad siger du?

(25)

TOVE: Uf, hvor er du sen[8] til at opfatte. Jeg spørger, om vi skal gifte os?

(26)

ALFRED: Ja, hvad synes du?

(27)

TOVE: Jeg synes, vi skal. Far bliver ganske vist forskrækkelig vred

(28)

ALFRED: Gør han?

(29)

TOVE: Ja, fordi du er fattig. For det er du vel; for du er jo Præstesøn. Og Far faar aldrig besøg af en Præst, uden han kommer for at tigge.

(30)

ALFRED: Far tigger ikke. Far foragter alle, der er rige. Far er er han er Socialist.

(31)

TOVE: Hvad er det?

(32)

ALFRED: Det er saadan med, at man ikke kan lide, at der er nogen, der har noget.

(33)

TOVE: Pyt! Saa bli’r Far meget mere vred, saa vi to vil gifte os. Men ved du, hvad jeg ikke gør?

(34)

ALFRED: Nej.

(35)

TOVE: Jeg bryder mig ikke en døjt om, hvad Far bliver.

(36)

ALFRED: Ikke.

(37)

TOVE: Nej, for saa stamper jeg bare i Gulvet saadan.

(38)

ALFRED: Det maa man ikke.

(39)

TOVE: Nej, og derfor gør jeg det. Og hvis det ikke hjælper, saa brøler jeg saadan. Og saa giver han sig.

(40)

ALFRED: Jam vi kan da ikke gifte os lige med det samme.

(41)

TOVE: Hvorfor dog ikke?

(42)

ALFRED: For vi er for smaa.

(43)

TOVE: Hvor stor skal man da være?

(44)

ALFRED: Mindst saa stor som op til den Gren der.

(45)

TOVE: Naa jamen vi kan da godt bestemme med det samme.

(46)

ALFRED: Ja, det kan vi. Man hvordan skal vi saa skal vi vist give hinanden Haand, hvis det rigtig skal gælde.

(47)

TOVE: Ja, og saa siger vi jeg vil ha dig, Alfred. Jeg vil have dig, Tove. Kom saa.

(48)

ALFRED: Jeg vil ha dig, Tove

(49)

TOVE: Jeg vil ha dig, Alfred.
Ja, det var rigtigt. Men vi skal vist ogsaa kysses.

(50)

ALFRED: Tror du, det er nødvendigt?

(51)

TOVE: Det tror jeg nok. Vi maa i hvert Fald heller gøre det, for at der ikke skal mangle noget.

(52)

ALFRED: Ja ja, naar du tror det, saa

(53)

TOVE: Nu tror jeg ogsaa, at vi har gjort, hvad vi kunde .

(54)

ALFRED: Vi skal vist ogsaa have Guds Velsignelse.

(55)

TOVE: Nej, det behøver vi ikke

(56)

ALFRED: Men Skoven vil vi ikke af med.

(57)

TOVE: Aah, den dumme Skov lad du Far om det!

(58)

ALFRED: Det faar han ikke Lov til.

(59)

TOVE: Lov! Tror du, Far spørger om Lov. Du glemmer vist, Far er den rige Direktør Geldgenug[17] , dumme Dreng.

(60)

ALFRED: Du skal vel ikke skælde mig ud, naar jeg er din Mand.

(61)

TOVE: Du skal vel ikke sige mig imod, naar jeg er din Kone.

(62)

ALFRED: Saa maa vi hellere.

(63)

TOVE: Tys, der er de alle 3! kom her! Om bag ved Træet her.

(64)

DIREKTØR GELDGENUG (ind med Enkebaronesse Papillot og Pastor Noksaafrom; Direktøren har lille bitte Spade i Haanden): Se, Deres Naade, se her, Jorden er fortræffelig til Teglfabrikken overalt, hvor vi har gaaet, ogsaa her.

(65)

E. P.: Det nytter ikke, Hr. Direktør, denne Skov, der var min dyrebare Mands kæreste Klenodie, skiller jeg mig ikke af med; det Gods, han lagde i mine Hænder ved sin Død, skal bevares helt og som det er, saa længe det er mig muligt.

(66)

DIREKTØREN: Der ligger Tusind og atter Tusinder af Kroner begravet i denne Høj, Millioner i det hele Jordstykke.

(67)

E. P.: Der er større Skatte i dette Jordstykke end Pengene. De skulde vide, men det kan De ikke vide, end ikke ane, hvad jeg oplever paa mine ensomme Ride- eller Gaature i denne Skov. Og saa har den Tro...

(68)

DIREKTØREN: Kære Hr. Pastor, kom mig til Hjælp .

(69)

PASTOR NOKSAAFROM: Fru Enkebaronesse, Deres Gods har Hundreder af Arbejdsløse. De bør tænke paa dem.

(70)

E. P.: Jeg tænker paa dem. Jeg giver mig ikke ud for at kunde løse Arbejdsløshedsspørgsmaalet eller Kræftsygdomshærgningen eller andre af de Onder, der piner vort Land. Jeg gør, hvad jeg kan, understøtter privat, hvad jeg kan overkomme, betaler min høje Skat til Bekæmpelse af ...

(71)

PASTOR N.: Det er Deres Pligt som dansk Kvinde og som Kristen.

(72)

E. P.: Mon? Det er min Pligt som dansk Kvinde at frede om den sande Skønhed, der endnu er bevaret i Landet. Og er det min Pligt som Kristen altid kun at tænke paa Penge og Penge og Penge?

(73)

PASTOR N.: Bønner i Gud og i Dag betyder, at vi ikke vil lade nogen sulte

(74)

E. P.: Ingen sulter i dette Land, og ingen kommer til det. Kære Pastor Noksaafrom, denne min Mands Skov og min Skov jeg kan ikke lave den om i Penge, jeg vilde føle mig som Forræder, hvis jeg lod den lægge øde ligegyldig af hvad Grund det var. Her mere end noget andet Sted oplever jeg Danmark, oplever jeg tilgiv mig Gud. Skal jeg nu lægge rygende og fløjtende og larmende Fabrikker her. Hvad vil de smaa Liljekonvaller sige, Sneglene og Droslerne? Den gode Kildekone og den onde Trold i Højen der? Hvad vil...

(75)

PRÆSTEN: Undskyld mig, Fru Baronesse! Romantiksludder.

(76)

E. P.: Er der da ingen her i Danmark, der regner med andet end Penge og Tal. Skal jeg selv hos Kirken

(77)

DIREKTØREN: Tillader Deres Naade, at jeg for 2 Minutter er taktløs. Deres Naade talte ved Bordet om, at Godset hvert Aar giver Underskud. Den Dag turde altsaa komme, da Deres Naade tog mere Hensyn til Skatteblankettens Fordringer[35] , end til Liljekonvallens, Sneglens, Droslernes, da Pengebanken i Byen var af større Betydning end Troldbanken do[36] . Jeg tror, at videre Forhandling i Øjeblikket er resultatløs; men vil den Dag stadig staa tilraade med mine Tilbud. Og De, Hr. Pastor, er min trofaste Forbundsfælle mod al Overtro og hvert Sværmeri, selv paa Baronessens Grund.

(78)

PRÆSTEN: Jeg er Smaamændenes og det daglige Brøds Ven, og i denne Sag staar jeg følgelig paa Deres Side ikke for Deres men for min Overbevisnings Skyld.

(79)

DIREKTØREN: Deres Haand, kære Hr. Pastor, Deres Haand. Kære Barn, er du her!

(80)

PRÆSTEN: Og Alfred, hvad er dette? Vil du strax gaa Hjem.

(81)

TOVE: Nej, Alfred skal blive.

(82)

PRÆSTEN: Hvabehar?

(83)

TOVE: Jeg siger, han skal blive her. Han er min Kæreste.

(84)

PRÆSTEN: Nej; hør nu gaa Hjem til din Mor, Alfred, jeg kommer strax.

(85)

TOVE: Du kan lige prøve paa at gaa.

(86)

PRÆSTEN: Hvad venter du paa, Dreng?

(87)

TOVE: Han skal blive, hører du, Hr. Præst. Far, sig, han skal blive. Jeg forlanger det.

(88)

DIREKTØREN: Min kære, lille Pige, der har du ikke ...

(89)

TOVE: Jeg forlanger det, hører du, jeg øh øh øh ...[38]

(90)

PRÆSTEN: De skulde sætte Deres Datter i Rette, Hr. Direktør .

(91)

DIREKTØREN: Aah, lad saa Drengen blive et Øjeblik, Hr. Pastor.

(92)

PRÆSTEN: Drengen gaar Hjem øjeblikkelig.

(93)

DIREKTØREN: Aah, tilstaa mig Frihed til at opdrage mit Barn.

(94)

PRÆSTEN: Alfred vi følges ad.

(95)

DIREKTØREN: Jeg begriber dig ikke. Hvad Skade Deres Søn kan have af at omgaas min Datter. Kom, Tove, vi gaar, undskyld, Deres Naade, dette lille Optrin. Paa Gensyn!

(96)

PRÆSTEN: Farvel. (de 4 ud . )

(97)

E. P.: Du gode Gud! Er Folk af de Fødsler da saadanne?

(Hun sætter sig i Grønsværet, falder til ro, synger med spæd, fin Stemme. Falder i Søvn.)

(Bækken løber pludselig indover Pladsen, Kilden kommer ud og vil forfølge, men standser forpustet, Tøver .)

(98)

KILDEN: Vil du blive! vil du blive! Skal du rende fra din Mor.

(99)

BÆKKEN: Hihihihihihihihihihihi [47]

(100)

KILDEN: Vil du komme her og høre et formanende Ord.

(101)

BÆKKEN: Jeg vil komme for at løbe dig forbi.

(102)

KILDEN: Vil du smukt gaa ind i Højen til de andre, gamle Trold.

(103)

BÆKKEN: Er han pæn saa sku du gifte dig med ham.

(104)

KILDEN: Hvad vil man med de Børn, hvad vil man med de Børn? De er bare til Sorg og til Skam.

(105)

DEN GAMLE EG: Hvorfor vil du drive hende til at ta’ en udenlandsk

(106)

BÆKKEN: Tror du, Mutter hun kan bruge en som mig?

(107)

KILDEN: Aah, det duer jo ikke mere med noget, der er Dansk.

(108)

EGEN: Gamle Kildemor, nu skal du skamme dig.

(109)

KILDEN: Det er dog en fin Familie, som min Datter kommer i, hvis hun virkelig blir viet til ham.

(110)

BÆKKEN: Hvad vil man med Forældre, hvad vil man med dem? De er bare til Sorg og til Skam.

(111)

KILDEN: Tænk en Søn ud af en Oliekilde i Amerika , der i Tusindvis af Tønder har leveret der er Nabofrue visst til selve Fru Niagara

(112)

BÆKKEN: Aah, du udtaler de Navne rent forkert .

(113)

KILDEN: Saa er han jo da Bækketroldens Søsterbarn

(114)

BÆKKEN: Jam jeg gifter mig nu aldrig med ham.
Hvad skal man med de Mænd, hvad skal man med de Mænd? De er bare til Sorg og til Skam.

(Løber ud.)

(115)

KILDEN: Ja, ja løb du bare! (humper ud.)

(116)

HØJTROLDEN (Kommer frem med Nevøen Oliekildesønnen ):

Jo, nu er hun rede, hende den gloende,
nu kan vi godt, sætte os lidt herudenfor, min Ven,
indtil Fanden faar Skoene
paa igen.
ja, arret ptøj, tag plads paa den Sten
vil du have en Skovsnegl at tygge paa saa længe.
Værsgod, der er en.

(117)

OLIEN: Hun gør det ikke .

(118)

TROLDEN:

Snak, du har jo Penge.
Og Penge regerer jo Verden nu
Dengang jeg blev gift med min første Kone,
som døde to gange i Barselssenge
efter bare 300 Aars Ægteskab
og tredje Gang ikke lod sig kalde til Live mere,
det var et slemt Tab, et slemt Tab
men der fulgte flere
de medbragte kun til vort fælles Hus
til Møblementet 5 Elletrunter[68]
til Tapet 3000 Væggelus
og saa et Par Rævelunter
til at pudse Lampeglas med og lidt Kæruld[69] til Sengetøj
det var det hele arret ptøj
og saa var hun endda et ret godt Parti
men nu er de Tider forbi.
Og hvad du vil med den fattige Tøs
forstaar jeg ikke
Og din Mor blir jo ogsaa nok bøs[73]
og sender dig blandede Blikke
naar du kommer Hjem fra dit Danmarksbesøg
med Lamperøg
arret ptøj

(119)

OLIEN:

Hvad jeg vil med hende, hæhæhæ,
gamle Fæ,
jeg vil tage hende ind til mig,
det vil jeg,
gøre hende klædelig og drøj som hendes Mand
gyde Fedtelse i hendes blanke Vand
hæhæhæ, jeg vil tvinge
om hendes Fingre Olieringe
der er hun, gaa ind, med dig, gamle Trold.
nu er hun i min Vold.

(120)

TROLDEN:

Stop lidt, jeg vil
sidde og se til,
det kan blive et morsomt Spil
hahaha arret ptøj.

(121)

GRAA FUGL I TRÆERNE:

Lille Bæk, lille Bæk,
løb væk, løb væk,
for den stygge Olieknægt
ah, han aner dog saa frækt.

(122)

OLIEN:

Lille Bæk, kom lidt herhen
Til din egen kære Ven.

(123)

BÆKKEN:

Skynd dig til, hvor du kom fra,
skynd dig til Amerika.
Fy da, vil du slippe mig.

(124)

OLIEN: Nej, jeg holder just paa dig.

(125)

TROLDEN: Hæhæhæ, det lider jeg.

(126)

BÆKKEN: Løs, ja løs jeg slider mig.

(127)

OLIEN: Hør mig nu, jeg lide[80] mig.

(128)

BÆKKEN: Puh! farvel du grimme Fyr.

(129)

OLIEN: Bliv!

(130)

BÆKKEN: Farvel, du stygge Dyr.

(131)

OLIEN:

Hjælp mig, hjælp mig, onkel Trold,
skaf mig Pigen i min Vold,
Jeg kan ikke løbe med

(132)

TROLDEN:

Alle Trolde saa, slut Ring.
Hejda, Søstersøn afsted !

(133)

OLIEN: Ha!

nu skal hun blive min.

(134)

BÆKKEN (søger at bryde igennem): Min Kærest, min Ven, aah hjælp mig, hjælp!
Hvor er du henne, hvor bliver du af?

(135)

OLIEN: Hvem raaber hun paa?

(136)

TROLDEN: Hvem sigter hun til?

(137)

OLIEN (griber hende): Nu er du min, lille Jomfrutøs.

(138)

BÆKKEN (daaner):

(139)

TRE SMAA BIRKE TRÆDER FREM:

Vi 3 smaa Birke tager os Mod
at love vi intet skal røbe
naar bare du vilde være saa god
at lade vor lille Bæk løbe.

(140)

OLIEN: Hæ, røbe! Hvem vil I røbe hvad?

(141)

BIRKENE: Der ligger vor Skovs Herskerinde.

(142)

OLIEN:

Well, tror I en fra Amerika
ræd for en Europakvinde?

(143)

TROLDEN: Hahahahahahahahahaha

(144)

EGEN (tordnende):

Slip du ikke det fine Barn
er du det værste Troldungeafkom
vi endnu har huset i Skoven
rører du ved den tungtaandende Barm
da skal jeg sænke min knudrede Arm
og banke i Pande dig Loven

(145)

TROLDEN: Hahahahahahaha

(146)

NATTERGALEN:

Hys hys hys
et lille bitte Kys
fra en uvillig og trodsstræbende Læbe
kik kik kik
et tovligt stjaalent Blik
og saa en lille fjerhaand mod din Læbe
Smil, smil, smil!
et bange gyldent Smil
saa dybt et Suk fra Hjertets Kilde drages
Kærlighed,
jeg intet bedre ved.
Men den kan bar gives, aldrig tages.

(147)

TROLDEN: Naa Søstersøn, hvad blir det til?

(148)

OLIEN:

Hvad? hvor? Hvem sang
saa kønt det klang
jeg synes, som om
det fra Himlen kom

(149)

TROLDEN:

Muligt nok
af Løgne en Skok[88]
et forhexet Spil
hvad blir det til.

(150)

KILDEN: Hvad gør I med min datter?

(151)

TROLDEN: Hvad vil du, Kildemor?

(152)

KILDEN: Naa saadan, jo og jeg fatter
mer hurtigt end I tro.

(153)

TROLDEN:

Den gamle runkne,
magre, slunkne
fattig Kvinde
nu lægger du din Datter paa Sinde
at hun faa
et Par Betænkningsøjeblikke
vi siger 18 Aar
og hvis hun ikke
til den Tid sige fra
saa følger hun med som hans Elskerinde
til Amerika

(154)

BÆKKEN: Aah, mor, hvor er han: min Hedeprins

(155)

KILDEN: Aah, Maanen give, du var anderledes til Sinds
Se! Baronessen slaa Øjet op.

(156)

TROLDEN: Afsted, løb min Trop.

(157)

E. P.:

Aah, har jeg sovet? min elskede Skov
saa sødt jeg sov
og drømte saa sært
ukært og kært,
hvor er her stille. Min kære Gemal
jeg ser dit Billed i Løvskovens Sal
tegne sig i hvert Blad, i hvert Spind,
paa hver Blomsterkind, i hver Duggdraabe lind
om dig vil jeg drømme, mens hjem jeg gaar (gaar)

(158)

TROLDEN (raaber over): Husk saa det Bryllup i Dag om 18 Aar.

(159)

BÆKKEN (synger ved Hedeprinsens Bryst):

Pludre,
pludre
Dagen hen
hos min hjertenskære Ven
lige fra den store Sol
trækker i sin Gyldenkjol
til den lille Maane
faar Lov hendes Sølvmors at laane
det er skam dejligt

lægge
begge
Hænder blidt
ind i hans og rødme lidt
og i Maanens klare Skin
se ham dybt og længe ind
i de blanke Øjne
hvor hans Tanker alle er nøgne
det er skam dejligere

trykke
Lykke
Kys paa Mund
i den skære Morgenstund
og i Stjerners kyske Glans
blive helt og holdent hans
baade nu og siden
ja al Evigheden og Tiden
det er skam dejligst.

(160)

PRINS LYNG: Den gamle Mand med Lynet og Lærken velsigne dig, lille Bæk, saa lifligt du synger for mig.

(161)

BÆKKEN: Jamen du fortjener det alt ikke; for du blir ved med at se saa alvorlig ud.

(162)

PRINS LYNG: Kan det undre dig, naar det er i Dag, du skal giftes med den hæslige Olieprins.

(163)

BÆKKEN: Pyt, det bryder jeg mig da ikke om, nu da du er kommen. Men det har rigtignok været 10 drøje Aar. Ikke saa meget som en Lærke har du sendt til mig med Bud.

(164)

PRINS LYNG: Jeg troede, du havde glemt mig

(165)

BÆKKEN: Pyh!

(166)

PRINS LYNG: Vi var jo kun sammen den ene Sct. Hans Aften paa Samsø, og jeg saa saa fattig ud i mine hjemmestrikkede Klæder mod jer, der var klædt i Bøgeløv og milde Maanestraaler og havde Perler om Halsen af Nattergalsang.

(167)

BÆKKEN: Pyh! Ingen saa saa mandig og trofast og nøjsom ud som du. At du bare ved det. Dit Blik var saa mildt alvorligt som saadan et Stjerneskær i et stille dybt Vand med ingenting om sig langt omkring og du duftede saadan af Pors[104] , og din Lyngblomstfrakke sad saa stilfærdigt, sikkert paa dig og den lille Brystnaal du bar af Hjertefløjt var saa smuk, at man fik Taarer i Øjnene af at se paa den.

(168)

PRINS LYNG: Hvor ved du saadan Besked fra du, der aldrig har været over hos mig?

(169)

BÆKKEN: Jeg skal sige dig det jeg har spurgt Svalerne ud, saa de fløj om mig efter Myg om Aftenen. Og en Sommer, det var meget varmt, var jeg en lille Tur derovre

(170)

PRINS LYNG: Var du?

(171)

BÆKKEN: Ja. Men jeg kunde ikke finde dig, og saa begyndte det at Regne og saa maatte jeg jo Hjem igen. Men tys, nu kommer der Mennesker; saa maa vi liste herned.

(172)

PRINS LYNG: Kære lille Bæk, jeg skal kæmpe mod alle Troldene alene; du skal aldrig blive andet end min.

(173)

TOVE: Alfred, du skulde vide, hvor den Skytteuniform klæder dig. Den modvirker alt det forsagte og ængstelige i dit Væsen.

(174)

ALFRED: Saa saa, du! Jeg er slet ikke forsagt og ængstelig.

(175)

TOVE: Jo, du er. Du havde aldrig turdet tage mig, hvis ikke jeg havde sagt, du skulde. Hahaha du bliver rød, bare jeg siger det. Naa, lille Dreng!

(176)

ALFRED: Fy!

(177)

TOVE: Alfred! min egen store Mand.

(178)

ALFRED: Riv nu ikke Skægget af mig.

(179)

TOVE: Hvor er du vigtig af det skæg. Men det er jeg ogsaa. Og Kyssene smager 10 Gange bedre end før.

(180)

ALFRED: Ss! Hvad er det?

(181)

TOVE: Se, saa er han straks bange.

(182)

ALFRED: Bange! for min egen Skov.

(183)

TOVE: Det er vel Baronessens endnu.

(184)

ALFRED: Jo, men jeg er da hendes Skytte. Ganske vist ulønnet, haha.

(185)

TOVE: Har hun virkelig ikke Raad til at betale dig?

(186)

ALFRED: De sidste 4 Maaneder har jeg ingenting faaet.

(187)

TOVE: Og far har mistet alle sine Penge. Han betroede mig, sidst jeg var hjemme, at hans eneste Redning var, hvis jeg snart kunde faa bevæget Baronessen til at sælge ham Skoven her til Fabriksanlægene[112] . Og saa vil han ha mig gift med en amerikansk Gummifabrikant, der er smældrig[113] .

(188)

ALFRED: Hvad vil han?

(189)

TOVE: Ja, du ved jo, hvordan han tror paa, at Penge er alt i Verden. Han skulde bare ane, jeg gik her med den fattige Skytte, Socialistpræstens Søn.

(190)

ALFRED: Ja, og far skulde bare vide det. Han vil ha mig gift med en Socialistminister.

(191)

TOVE: De er dejlige, de gamle, hvad.

(192)

ALFRED: Hvad er det Lys mellem Træerne

(193)

TOVE: Maanens

(194)

ALFRED: Ss! din fars Stemme.

(195)

TOVE: Saa er de ude efter os. De har anet Uraad. Kom! det gaar aldrig an, de faar os! løb!

(196)

PRÆSTEN (ind): Det var dem.

(197)

DIREKTØREN: Holdt! Stands! de Satans Børn! efter dem!

(198)

PRÆSTEN: Vi standser ikke inden, vi har dem.

(199)

DIREKTØREN: Nej, vi skal lære dem.

(200)

BARONESSEN: Aah, det er jo unge Mennesker.

(201)

PRÆSTEN: Vil De tage sligt[117] i forsvar.

(202)

DIREKTØREN: Og en saadan Tankegang betror jeg min Datter i Hænderne paa. De vilde vogte hende som hun var Deres egen.

(203)

BARONESSEN: Ja, det vil jeg ogsaa sige Dem, at var hun min egen, saa skulde hun gerne faa den unge prægtige, dygtige Skytte og de skulde faa Godset , saa alt kunde sættes i Skik her igen.

(204)

PRÆSTEN: Nej, det er dog for galt.

(205)

DIREKTØREN: Hr. Pastor, det er mig, der har Retten til at synes, det er for galt

(206)

PRÆSTEN: Hvad vover De.

(207)

DIREKTØREN: Tiden er ikke til denne Tvist efter dem!

(208)

BARONESSEN: Jeg beder dem. (alle ud.)

(209)

TROLDEN (kommer slæbende frem med Kildemor): Naa, gamle Sprøjte, faar hun snart Munden paa Gled. Skal vi slæbe hende ind i Højen og stikke gloende Pæle ind i hende.

(210)

KILDEMOR: Nu skal du lade mig være.

(211)

TROLDEN: Hæhæ! det har du sagt til mig før. Men jeg lod dig ikke være. Og du lod til at befinde dig helt vel med det til sidst.

(212)

KILDEMOR: Skam dig! at snakke om vor Ungdoms Letfærdighed.

(213)

TROLDEN: Hvor er saa din Datter eller var, hvis du hellere vil have det saadan. Alt er parat til Brylluppet. Min Søster er kommen fra Amerika, alle Troldejarler for de forskellige Landsdele, Højen er pyntet, Brudgommen er længselsfuld hæhæ, og saa er Bruden væk. Hvor er hun, gamle Hyldetrøske[123] . Frem med Sproget.

(214)

KILDEMOR: Jamen naar jeg siger, jeg ikke har

(215)

HUGORMEN: Sip! Sip! Sip!

(216)

TROLDEN: Hvad er der, Hugorm. Hvad vil du?

(217)

HUGORMEN: Sip! Sip! Hun og den Hedeprins sip, sip, hun altid gaar og nynner om om Natten...

(218)

TROLDEN: Hvad siger du?

(219)

HUGORMEN: De sidder dernede i Grønsværet, sip, sip.

(220)

TROLDEN:

Alle Trolde, hej, frem, frem!
Bruden og hendes Boler, efter dem, efter dem!
find dem! grib dem!
bind dem! knib dem!

(221)

KILDEMOR: Til Hjælp! Troldene myrder min Datter.

(222)

TROLDEN: Ja, hun skal faa. Han skal snøres i Sejgpilevidjer[129] og se paa, at hun bliver viet til Trolden af[130] han skal bindes til Stolen og staa og se paa, at Trolden gaa[132] i Seng til hende. Puds! Puds! Afsted!

(223)

TJØRNENE: Slaa Kreds om Bækken, vor lille Bæk.

(224)

ALFERNE: Vi løber dem ind imellem Benene, saa de trimle over os.

(225)

HASLERNE: Vi svirper dem over Næsen

(226)

HINDBÆRENE: Vi griber fat i Skindet

(227)

EN GAMMEL: Vi Tudser vi ofre vort Liv for Bækken; lad dem træde os ihjel, saa de kan glide i os og falde.

(228)

TROLDENE: Frem! frem!

(229)

EN LILLE TROLD: Fatter! Fatter! se Hedeprinsen slog min Næse itu. Kan du ikke lave den? (tager den af og rækker ham den og ser forventningsfuld op paa ham.)

(230)

TROLDEN: Gaa ind til Helhesten[137] , min Dreng, og lad ham lægge den i Spind et Par Dage; saa kommer den sig og du kan faa den igen.

(231)

RÆVEN: Nu har de snart bundet ham, Troldefar.

(232)

TROLDEN: Skrub af, Ræv. Jeg saa, du bed en af mine Smaatrolde før.

(233)

RÆVEN: Ja, for da troede jeg Hedeprinsen vilde sejre; men nu holder jeg med dig.

(234)

TROLDENE (jublende): Her er de! begge to! De er vilde, de er vilde, han af Forbitrelse, hun af Skræk.

(235)

TROLDEN: Ind i Højen med dem begge! ta dem væk! ta dem væk.

(I Højen, alle Trolde til Bords. Spisningen er begyndt.)

(236)

OLIEKILDEN: Well, hvad er det for Drikkevarer, du byder os, Bror min?

(237)

TROLDEN: Det er ægte Hugormespyt.

(238)

OLIEKILDEN: Uf! Og jeg, som er vant til Klapperslangegift.

(239)

TROLDEN: Ach, hvor alle Forhold herhjemme er fattige. Nu vil vi have læst et Stykke op af Skriften. Vil du, Pastor Ugle, forelæse.

(240)

UGLEN: Uhhu! Uhhu! Saa gerne, saa gerne.
6x3 = 18
6x4 = 24
6x5 = 30
6x6 = 36
6x7 = 42
6x8 = 48
6x9 = 54
6x10 = 60

(241)

ALLE: 2 Gange 2 er 4.

(242)

TROLDEN: Det var noget, der gik til Hjerte. Du ser slet ikke lykkelig ud, Kildemor.

(243)

KILDEMOR: Mit stakkels Barn, se hvor bly[139] hun er.

(244)

OLIEKILDEN: Well, hun er det mest utaknemmelige Skarn, jeg har truffet paa. Hvem er [140] du har sat til at opvarte mig?

(245)

TROLDEN: Det er selve Ellekongens ældste Datter .

(246)

OLIEKILDEN: Hvor meget ejer han?

(247)

TROLDEN: 7.

(248)

OLIEKILDEN: Hvilket?

(249)

TROLDEN: Døtre.

(250)

OLIEKILDEN: Jamens Dollars, kære

(251)

TROLDEN: Han ejer han ejer ja, han har jo nogen Skove og men det er vist ikke gjort op .

(252)

OLIETROLDEN: Hvis du ikke smiler til mig, Fattigtøs, skal jeg suge hans Øjne ud af Hulerne og komme Olie i i Stedet for.

(253)

BÆKKEN: Jeg er saa ulykkelig.

(254)

TROLDEN: Du skulde skamme dig.

(255)

NATRAVNEN: Vi kommer vist til at servere Ligsveden[147] allerede nu for at faa sat Humøret lidt op.

(256)

TROLDEN (med Patos): Lad Ligsveden gaa rundt.

(257)

EN LYGTEMAND: Værsgod, her er Telegram fra Trolden i Dovre[148] .

(258)

TROLDEN: Giv det til Uglen. Læs det højt, Hr. Pastor.

(259)

UGLEN: Jeg er like sæl.
Dovre Trold.

(260)

NATRAVNEN (rejser sig og slaar til lyd): Kære unge Venner, i en retvinklet Trekant er Hypotenusens Kvadrat lig med Summen af Kateternes Kvadrater. I denne klare Sætning er al Livets Visdom udtømt.

(261)

ALLE: 2 x 2 = 4

(262)

OLIEKILDEN: Han skal holde Talen paa Engelsk; jeg forlanger det; det er Forretningssproget.

(263)

TROLDEN FRA FYN: Lad os faa en Sang. Lad os faa en Sang.

(264)

HØJTROLDEN: Er det et almindeligt Ønske?

(265)

ALLE: Ja, ja.

(266)

HØJTROLDEN:

Det, det gælder om, det er at kunde regne
for saa kan man altsaa nemlig regne alting ud.
Livet bliver først for Alvor værd at leve
naar at vi har faaet regnet alting nøje ud
Det det det er saa ligetil
det er der ej mer at sige til
man simplificerer, man simplificerer,
og saa er det hele saa ligetil.

Der er nemlig ikke noget her i Verden
andet end hvad der engang er kommen af sig selv
og Fornuften den regerer over alting
Den er nemlig ogsaa engang kommen af sig selv.
Det det det er saa ligetil
det er der osv.

Hvor det saa kan være kommen fra og hvordan
ja, det kan jeg ikke saadan sige jer i Nat
Nej, men naar Fornuften først er ble’t lidt ældre
kan den sikkert sige jer Besked en anden Nat
Det hele det er saa ligetil;
det er der ej mer at sige til
vi simplificerer,
vi simplificerer,
og saa er det hele saa ligetil

(267)

TROLDEN (til Helhesten ): Superfine, superfine!

(268)

HELHESTEN: Det var en dyb og aandfuld Sang.

(269)

NATRAVNEN: Den kunde være foredraget lidt livligere

(270)

OLIEKILDEN: Well! Hvor jeg keder mig.

(271)

NARREN:

Jeg lever; men da jeg ikke formaar
at begrunde, hvorfor
at bevise, hvordan
jeg arme Mand
saa slaar jeg mig altsaa ihjel.
Men da jeg nu ej kan begrunde hvorfor,
eller bevise jeg dør
saa lever jeg altsaa alligevel,
men føler mig ganske vist lidt skør.

(272)

HELHESTEN: hør, dette er bespotteligt.

(273)

NARREN:

Jeg elsked en Qvinde til Siel og til Krop
men kun’ ikke begrunde hvorfor
og altsaa og følgelig holdt jeg saa op
skønt det satte i glæden et Skaar.[165]
Jeg sang paa en Vise, men kunde
egentlig ikke begrunde
hvorfor i Alverden jeg sang

(274)

NATRAVNEN: Du synger, fordi du har drukket

(275)

OLIEKILDEN: Well, jeg ønsker at faa Selskabet præsenteret for mig.

(276)

TROLDEN: Med glæde. Det er min Ven, Trolden fra Lolland.

(277)

TROLDEN FRA LOLLAND: Ja æ gla or jørre Deres Bekenjskaw.

(278)

HØJTROLDEN: Og det er Trolden fra Sjælland.

(279)

TROLDEN FRA SJÆLLAND: Ded æ en Glædde aa hils paa Dem.

(280)

HØJTROLDEN: Og det er Trolden fra Fyn.

(281)

TROLDEN FRA FYN: Ja, det glær da osse aa komme te aa seu Goddav til Dem

(282)

HØJTROLDEN: Og det er Trolden fra Jylland.

(283)

TROLDEN FRA JYLLAND: A æ og glaaj a gørre din Bekendskaw.

(284)

HØJTROLDEN: Og det er Trolden fra Bornholm.

(285)

TROLDEN FRA BORNHOLM: Det er fornøjeligt at lære Dem a kenne.

(286)

OLIEKILDEN: Well. Nu er jeg træt, jeg vil ikke hilse paa flere.

(287)

HØJTROLDEN: Nu skal vi se en Dans. Alle de Bølger i Indsøer, Bugter, Fjorde, der har været med til at drukne Mennesker, har lovet at komme og danse for os Der er de (De danser til en makaber, taklinsk[174] Melodi.)

(288)

NATRAVNEN: Dette er meget betagende.

(289)

HØJTROLDEN: Ja, ja det er meget betagende.

(290)

BÆKKEN: Mor, den store Ligkiste derhenne, hvad er det?

(291)

KILDEN: Tys, mit Barn, det er jer Brudeseng.

(292)

BÆKKEN: Nej, nej, jeg vil ikke. Nej, fy da aldrig[176] .

(293)

OLIETROLDEN: Tier hun? eller jeg skal kværke dig.

(294)

HØJTROLDEN (til Helhesten): Dette er grufuldt, hvad? Hvordan kommer vi herfra.

(295)

HELHESTEN: Herfra?

(296)

HØJTROLDEN: Ja, er det ikke en Drøm?

(297)

HELHESTEN: Det ved jeg ikke, men i hvert Fald maa vi medvirke til vi vaagner. Vi kan ikke gøre det mindste til og fra

(298)

HØJTROLDEN: Det kan jo ogsaa være, det ikke er en Drøm. Jeg synes, jeg egentlig er et Menneske. Men det kan jo være, det er det, der er en Drøm.

(299)

HELHESTEN: Vilde du da hellere være Menneske?

(300)

HØJTROLDEN: Se, hvor min lille Pige lider.

(301)

HELHESTEN: Ja, og om et Øjeblik skal jeg vie hende.

(302)

HØJTROLDEN: Kan vi ikke vaagne? Vi har jo ikke drukket. Hvad er vi bleven saadan af?

(303)

HELHESTEN: Vi skulde aldrig have spist de Bær inde i Skoven. De har været giftige.

(304)

HØJTROLDEN: Vi var jo saa svedte og ophidsede. Vi havde jo forfulgt ja, hvad var det, vi havde...

(305)

HELHESTEN: Jo, det var det var vore Børn maatte ikke faa hinanden.

(306)

HØJTROLDEN: Maatte ikke Pengenes Magt det store Regnestykke ah! vi var Trolde, mens vi var Mennesker.

(307)

HELHESTEN: og nu er vi Mennesker, mens vi er Trolde.

(308)

NATRAVNEN: Synes de Herrer ikke den Dans er betagende.

(309)

HØJTROLDEN: Kære Natravn, gribende, vidunderligt; man føler sig neddøet[180] , som sad man paa en Kirkegaard.

(310)

PROFESSOR LILLETROLD: Kære Prof. Bredetrold! de skal tage dem i Agt for Professor Langetrold.

(311)

PROFESSOR BREDETROLD: Saa?

(312)

PROFESSOR LILLETROLD: Ja ja, han mener noget helt andet end jeg mener; han er fuldkommen Idiot.

(313)

PROFESSOR BREDETROLD: Nej se

(314)

PROFESSOR LILLETROLD: Det kommer af, han er saa lang; de Luftarter, hans Hoved er i, er saa kolde og tynde, at hans Anskuelser forkvakles. Han er fuldkommen Idiot. Men ikke mine Ord igen.

(315)

PROFESSOR BREDETROLD: Bevares, kære Hr. Kollega.

(316)

PROFESSOR LANGETROLD: Du talte med Prof. Lilletrold.

(317)

PROFESSOR BREDETROLD: Ja, jeg gjorde, kære Hr. Kollega.

(318)

PROFESSOR LANGETROLD: Kan ikke med ham; han er saa lille, at han indaander alle de tunge krydrede Dufte helt ned ved Jorden; det forvirrer hans Tænkning; han mener noget helt andet, end jeg mener, saa han er en stor Idiot. Det maa du gerne hilse ham fra mig og sige.

(319)

NARREN: Her er mere Ligsved, kære Provinstrolde.

(320)

FÆRØERNE: Det behøves ikke, ja vi er fulde.

(321)

SKAANE: Fan takke mig er vi fulde, hvad enten vi er Udlændinge eller Indlændinge eller ingen af Delene. Syng for Lolland!

(322)

JYLLAND: Det tilkommer mig at synge for: [184]

Jeg laver Hede over det hele
Hede og Klit, Ahl og Skidt
Sandhed drager i Lyngens Sele
Kæltringeliv[185] , Tomkrybbekiv.

(323)

LOLLAND:

I kan sulte jer ihjel I kan tørste jer ihjel
de Dødsmetoder er ikke efter mit Hoved
jeg vil æde mig ihjel, jeg vil drikke mig ihjel

(324)

FYN:

Det er sgi en Skam at sige som ham
Æde gir Sæde og Drikke gir Hikke
jeg vil vrøvle mig ihjel; det er mere aandfuldt vel.

(325)

SJÆLLAND:

Ti stille med jer andre; for jeg har København
alt det andet hører bare med til Danmark af Navn.

(326)

BORNHOLM:

Jeg er kun et Hotel. Jeg skal kede mig ihjel
med et Par Tyskere hængende paa hvert andet Fjæld.

(327)

FÆRØERNE:

Naa jeg og mig selv tilsammen er vi
vil jeg gerne se Magen til et saadant Kompagni !
er alverdens Vanskeligheder forbi

(328)

GRØNLAND: Jeg er Fremtiden, hej. Læg Mærke til mig.

(329)

ALLE:

Skaal! skidt med de andre; blot jeg har det godt,
maa de andre for min Skyld faa Snavs og Snot.

(330)

HØJTROLDEN:

Stille, for nu før vi vier med en Salme
begynd med en Salme puh jeg faar Kvalme.

(331)

NARREN: Du kan prøve at brække dig uden Begrundelse.

(332)

OLIEKILDEN: Se, Fattigprinsen[193] blir gul af Misundelse.

(333)

HELHESTEN: Staa fast, kære Højtrold, selv om du har ondt.

(334)

HØJTROLDEN: Jeg staar ogsaa fast; det er Jorden, der gaar rundt.

(335)

HELHESTEN: Før mig Broder herhen. Og Brudgommen her.

(336)

BÆKKEN: Jeg vil ikke. Nej. Se min Hjertens Kær

(337)

KILDEN:

Hvad skal jeg med dig? Min Pige, vær tapper ,
husk du kommer til Højhed og Ære og Knapper.

(338)

OLIEKILDEN:

Lad hende kun skabe sig, det skal nok tabe sig.
Naa, du med Klumpfod, vier du os saa.

(339)

KILDEN: Jeg taaler det ikke.

(340)

HØJTROLDEN: Naa naa naa naa

(341)

HELHESTEN: Af Jord er du kommen, til Jord skal du blive.

(***[196] )

(342)

TROLDEN FRA JYLLAND:

Jeg

laver Hede over det hele
Hede og Klit, Ahl og Skidt
Helmisse[197] trække i Lyngens Sele
Kæltringliv, Tomkrybbekiv

(343)

TROLDEN FRA LOLLAND:

I kan sulte jer ihjel, I kan tørste jer ihjel
Den Dødsmetode er ikke efter mit Hode,
jeg vil æde mig ihjel, jeg vil drikke mig ihjel.

(344)

TROLDEN FRA FYN:

Det sgi en Skam at sige som ham
Æde gir Sæde og drikke gir hikke
Jeg vil vrøvle mig ihjel. For jer andre et Held.

(345)

TROLDEN FRA SJÆLLAND:

Ti stille med jer andre; for jeg har København,
alt det andet hører bare med til Danmark af Navn.

(346)

TROLDEN FRA BORNHOLM:

Jeg er kun et Hotel, der skal kede sig ihjel
med et Par Tyskere hængende paa hvert andet Fjæld.

(347)

TROLDEN FRA FÆRØERNE:

Naar jeg og mig selv tilsammen er vi
er Maalet naaet og alt er forbi.

(348)

TROLDEN FRA GRØNLAND: Jeg er Fremtiden, hej! Læg Mærke til mig.

(349)

ALLE:

Skaal! Skidt med de andre! Naar bare jeg faar,
er her godt at være, saa længe Jorden staar.

(350)

EN LILLE FULD TROLD FRA EN LILLE BITTE Ø:

Jam den staar slet ikke, for den gaar rundt
Kan I ikke se det? for nu har jeg ondt.
Og er vi nykonfirmerede
og Kjolen naar kun til Knærs
er det kun fordi vi er generte
at vi stikker Næsen til Vejrs

(351)

TROLDEN FRA SJÆLLAND (meget bestemt til Møen): Nu skal du være stille og lade være
med at staar[203] der og falde ned.

(352)

GRANEN:

Vi er Damer midt i Fyrrene (Narren: nok![204] )
og vi bær vor Alder godt
vi er stikkende og prikkende
og forstaar dette liggende
og kravlende Komplot
vi er Damer midt i Fyrrene
og har altid klædt os godt
og vi finder det først lidt raat
og Takt og Tone styrende
at det store Tal af Træerne
om Vintren smide Klæerne
og staar med Snesærk blot.

(353)

TROLDEN FRA JYLLAND (til Trolden fra Sjælland): Bare du ikke havde den Vorte paa den ene Kind.[207]

(354)

TROLDEN FRA SJÆLLAND: Det er ingen Vorte, det er en Skønhedsplet.

(355)

BØGENE:

Her kommer de værdi Fruer
til Side, hvo humme sig kan
for det er de fine Matroner
der dominerer vort Land.
Selvbevidst frodige, brede
svajer og fajer de frem
det er visst dem, der gir Pragt
over det hele Hjem.

(356)

ELLENE:

Vi gamle Koner, humpe, humpe, humpe
kronede og krumme og med Træsko paa
med alt for lidt forpaa og med alt for lidt Gumpe
men med Lattermynte i Hoderne paa Skraa,
vi har ogsaa været unge vore Skridt, der nu er tunge
har let og adræt[208]
traadt Dansen paa det blødeste Gulv midt i Sumpen
og blæse vær med stive Ben og krumbøjet Hals
i Aften vil vi prøve endnu engang en Vals.

(***[209] )

(357)

PROFESSOR LANGETROLD: Kære

Professor Fedetrold, kender du ham, der staar derhenne?

(358)

PROFESSOR FEDETROLD: Ja, det er Professor Lavetrold.

(359)

PROFESSOR LANGETROLD: Vogt Dem for ham; jeg skal sige Dem, han er fuldkommen Idiot. Grunden maa søges deri, at han lever saa langt nede ved Jorden og indaander alle de saftige og tunge Luftarter fra Planter og Dyr det giver ham det drøje, grove Livssyn; han mener altid det modsatte af hvad jeg mener, saa han er altsaa en stor Idiot; men De maa endelig ikke sige til ham, at jeg har sagt det.

(360)

FEDETROLD: Bevares', kære Kollega.

(361)

LAVETROLD: Professor Fedetrold, jeg saa De talte med Professor Langetrold. Var det om mig, De talte?

(362)

FEDETROLD: Hvor kunde De tro, kære Kollega?

(363)

LAVETROLD: For saa vil jeg bare sige Dem, at det interesserer mig ikke en Døjt. Han lever oppe i den tynde uvirkelige Luft med sit højtstilkede Hovede [210] og alle hans Anskuelser er forkvaklede; han mener overalt det stik modsatte af, hvad jeg mener, saa jeg regner ham for fuldkommen Idiot. Det maa De gerne hilse ham fra mig af at sige.