Download:      
Indledning
  
Værkinformationer
  
Billeder
  

Regensprovsten havde en Datter

NU FOR DE DANSKE STUDENTER VI VIL SYNGE LYSTIGT I KOR.

af

KAJ MUNK.

Personer.

Regensprovsten

V.P.

Karen

Bjarne

Rysen

Lynge

Sinte

Mergelsen

Ibenholt

Mikkelsen

Frk. Wissing

Karoline Andersen

Desuden et Træ og flere Studenter og Damer

Jeg er bare et gammelt Træ,
har lidt Gigt i en Taa, et Knæ,
er dog munter og ung af Sind,
jeg er nemlig Regensens Lind.

Midt i Storbyens Larm jeg staar,
skænker Fred til de Unges Gaard,
lærer dem, som jeg kan det bedst:
lifligt er Livet i Flid og Fest.

Jeg og Studenten vi kan, vi to.
Hvis han vil læse, jeg gi'er ham Ro
vinker og ler, naar til Søren han slaar.
Og har han Modgang, jeg klapper hans Haar.

Far og Mor i al Danmarks Land,
trygge for Drengen I være kan.
Sundhed og Glæde kun for ham gror,
der hvor jeg er Studentermor.

I

(Det gamle Lindetræ i Regensgaarden træder frem foran Tæppet og nejer:)

(Smiler og nikker og trækker sig tilbage.)





Naar Solen viser det første Skimt,
slaar Sildestimerne Glimt i Glimt.
Og Natten ryster sit Polkahaar[45]
og og og

Paa Søndag er den 23.
Her staar: at der hoho til syvende
og sidst bli'r ikke noget a'
for Dem at tage den Tur den Da'

(ud.)

II

(Et Udsnit af Regensgaarden. Sommereftermiddag.)

(1)

PROVSTEN, PROFESSOR I ZOOLOGI GRAM (kommer ud af sin Dør; da han har taget ½ Skridt frem, falder han i Tanker; siger pludseligt højt): Kæreste Docent Anker, hvis De virkelig vil hævde, at agriolimax agrestis [2] skulde regnes for Udartning af de Forgællesnegle,[3] som - - - (da han i det samme faar Øje Dr. phil. Schrøder, Viceprovsten, V.P. kaldet, der sidder under Linden læsende en Bog og rygende en Pibe i Selskab med stud. med. Bjarne, standser han med et Ryk.) Aah, undskyld, at jeg sagde noget; men jeg troede, jeg var alene.

(2)

V.P.: De ser ud, som om De havde et Ærinde, Professor.

(3)

PROVSTEN: Det havde jeg ogsaa, det anser jeg for ganske givet; Goddag, Hr. Bjarne; hvad i al Verden kan det have været? det var ogsaa Pokkers, at aah undskyld, Hr. Bjarne, men De er da Mediciner, ikke sandt?

(4)

BJARNE: Jo, engang imellem. Og i hvert Fald aldrig Teolog.

(5)

PROVSTEN: Gudskelov, ja, jeg syntes det nok. Mange Tak. Dr. Schrøder, vil De ikke med op og have en Kop Te i denne Varme?

(6)

V.P.: Nej Tak! det synes jeg ikke, jeg trænger til.

(7)

PROVSTEN: Ja, ikke sandt. Det synes jeg ogsaa. Ja, værsaagod. Næ, gaa De nu først. (De to Provster ud).

(8)

BJARNE (læser videre): Hm ja. (Hans Øjne flyver tit til Provstens Vinduer. Fuglene i Linden synger. Taarnuret slaar 4).

(9)

RYSEN (kommer slentrende fra Portnerboligen. han sætter sig op paa Bordet foran Bjarne, tager en Bajer op, svup, tømmer den i eet Slurk, smider Flasken i Gruset.): Goddag.

(10)

BJARNE: Goddag, Rysen. (Rysen tager en ny Bajer op og behandler den som den første.)

(11)

BJARNE: Du er tørstig, Rysen?

(12)

RYSEN: Mon? Du læser.

(13)

BJARNE: Nej, jeg sidder kun med en Bog.

(14)

RYSEN: Tja. Akja. Hvem der bare havde en Bajer!

(15)

BJARNE: Det synes jeg ærlig talt ikke.

(16)

RYSEN: Hver sin Smag. Du vilde meget hellere have en Pige.

(17)

BJARNE: Maa jeg være fri?

(18)

RYSEN: Det ser jo ud til det. Og det er lige ved at være Synd for dig.

(19)

BJARNE: Hvad er det for noget Vrøvl? Jeg trænger ikke til nogen Pige. Ikke det mindste. Nej, men skaf mig 5000 Kr. Det er jeg med paa.

(20)

RYSEN: Til hvad?

(21)

BJARNE: En Rejse, du.

(22)

RYSEN: Den kan vi faa meget billigere. Jeg har planlagt at tage ud paa en i Morgen. Slaa Følge!

(23)

BJARNE: Hvorhen?

(24)

RYSEN: I Dyrehaven. Sprut ikke! jeg har mit fineste Tøj paa; mit eneste Sæt. Goddag, Hr. Regensklokker. Er De hjemme. Jeg troede, De sad og gnov [4] paa Deres gode Ben henne i Foreningen til Trivsel af Mindreværdskomplexer hos Berusede.

(25)

STUD. JUR. SINTE: Ved De ikke, at det Ben gnaver jeg kun paa til Middag.

(26)

RYSEN: De er mig en liflig Kaprifolium,[5] hvad? Sekretær i Afholdssagen om Dagen og fuld om Natten.

(27)

SINTE: Hvornaar har De set mig fuld? Og for Resten faar jeg 300 Kr. om Maaneden for 3 Timers dagligt Arbejde.

(28)

RYSEN: Saa kan jeg forstaa, Afholdssagen ligger Dem paa Hjerte. De skulde vel ikke kende en anden Branche af Idealisme, der kaster noget lignende af sig?

(29)

SINTE: Jeg tror ikke, der er nogen Branche af Idealisme, der kan anvende Dem. (ud).

(30)

RYSEN: Skal vi løbe bagefter og tæve ham?

(31)

BJARNE: Lagde du Mærke til hans Forlovelsesring?

(32)

RYSEN: Var der noget paafaldende ved den?

(33)

BJARNE: Aah ja, den havde faaet Forfald.

(34)

RYSEN: Oho! Pokker skulde ogsaa holde fast ved et Gedekid af et Degnekuld, naar man har Udsigt til en Regensprovst's eneste Lam.

(35)

BJARNE: Hold din Bøtte med det Vrøvl. Den gaar hun aldrig med paa. Hun skal ikke have noget af at nøjes med Levninger.

(36)

RYSEN: Saa skulde du have budt hende friske Retter, dengang du var Klokker, min Dreng.

(37)

BJARNE: Saa? skulde jeg det?

(38)

RYSEN: Naar du stod op og lod Tungen spille ih, du milde! Øjnene straalede i Hovedet paa hende omkap med blændende Veltalenhed.

(39)

BJARNE: Du mener, det er Stillingen hun er forelsket i; da jeg var Klokker, var det mig; nu er det Sinte. Du har vel for Resten ikke Lyst til at blive Klokker efter ham?

(40)

RYSEN: Nej Tak, for saa er jeg bange for, det er for sent. (Fra Telefonrummet paa 1 Sal raabes: Mikkelsen! Mikkelsen! Telefon til Mikkelsen!)

(41)

MIKKELSEN (svarer et Sted fra Himlen): Gid Pokker havde ja, mange Tak. Nu skal jeg være der.

(42)

RYSEN: Ærlig talt, Bjarne, hvorfor tager du ikke og frier til hende, rigtig gammeldags frier?

(43)

BJARNE: Ærlig talt, Rysen, fordi jeg er forelsket i hende, rigtig gammeldags forelsket.

(44)

RYSEN: Det gør mig naturligvis ondt.

(45)

BJARNE: Jeg er knageme saa forelsket i det forbistrede Pigebarn, som om ja, som om hele Verden stod paa Hovedet. Det er altsaa saadan, at Fuglene i Linden de synger paa en helt anden Maade end før, før var det bare Vaudeviller,[7] men nu er de altsaa begyndt at indøve store Numre af Wagner.[9] Ja, er det ikke forfærdeligt? Og Bladene de er ikke engang grønne mer, de er noget i Retning af lyseblaa lige som Himlen. Kan du ikke selv se det?

(46)

RYSEN: Jo, jeg tror næsten ogsaa. Men jeg synes egentlig ikke, det tager sig ud.

(47)

BJARNE: Tager sig ud! det er til at blive vanvittig af. Og saa at tænke paa, at denne lille frække Snudebille maaske lige for Næsen af mig…

(48)

RYSEN: Saa gaa da igang med direkte Auktion. Nu skal jeg gaa op og hente hende og sige til hende, at der sidder en nede i Gaarden og venter paa at komme til at fri til hende, hvis hun ikke er optaget lige i Øjeblikket.

(49)

BJARNE: Ser du, Rysen, jeg er Søn af en Bonde.

(50)

RYSEN: Hvadsaa? Jeg er Søn af en Præst og smidt ud hjemmefra. Er det bedre?

(51)

BJARNE: For Pokker! Vi Bønder har jo altsaa engang været under Stavnsbaandet [11] nogle Hundrede Aar. Til Hverdags gør det mig ikke noget. Men naar det gælder om at vimse omkring og flyve med Følehornene og mikkemakke med Kindbakkerne nej, jeg kan ikke klare mig med Snudebillen; jeg bliver stiv og kold i Stedet for…… ja, det er elendigt, du. Bare jeg ikke var forelsket i hende, saa kunde jeg sagtens fri. Jeg har knageme været saa fortvivlet, at jeg ligefrem har tænkt paa ja, du tror mig vel ikke?

(52)

RYSEN: Hvad har du tænkt paa? Gas?

(53)

BJARNE: Gas? er du rigtig vel? nej, paa at gifte mig med en Sygeplejerske ude fra Hospitalet.

(54)

RYSEN: Saa? ja, saa er det frygteligt, saa maa du ud paa en Rejse.

(55)

BJARNE: Jamen Pengene, Menneskebarn?

(56)

RYSEN: Naar du har det saadan, maa du kunne gaa til Regenslægen og faa et Sygelegat.[12] Men Farvel.

(57)

BJARNE: Hvad er der? Hvorfor gaar du?

(58)

RYSEN: Fordi jeg fik travlt. (ud).

(59)

KAREN GRAM (ind): Goddag, Hr. Bjarne! sidder De her og læser i det dejlige Vejr. De skulde meget hellere tage ud og spille Tennis.

(60)

BJARNE: Det skulde jeg maaske.

(61)

KAREN: De har ikke set Klokkeren?

(62)

BJARNE: De kan ikke maaske nøjes med Exklokkeren

(63)

KAREN: Jeg kunde maaske nok. Men det er til Far. Far var nede før for at træffe ham, men glemte naturligvis sit Ærinde undervejs.

(64)

BJARNE: Klokkeren gik her for lidt siden.

(65)

KAREN: Ser De ham, beder De ham nok kigge op. Ikke?

(66)

BJARNE: Jo, det skal jeg nok.

(67)

KAREN: Tak skal De have. Ja, det var det hele. Det er ellers ikke saa tit, vi to ses mer. Ikke som da De var Klokker. Vel?

(68)

BJARNE: Nej, da var det jo skete det jo noget tiere.

(69)

KAREN: Hvad er det, De sidder og læser i? maa jeg se? uhha! sikke noget Skidt! hvor ser hun ud! Underlivssygdomme! er det ikke noget morderlig svært noget? Tror De, jeg kunde faa det i Hovedet?

(70)

BJARNE: Ja. Mon ikke? Jo.

(71)

KAREN: Bøh! kan De ikke engang svare: Nej, De kan da ikke faa Underlivssygdomme i Hovedet. Men Goddag, Hr. Sinte.

(72)

SINTE (ind): Goddag, Frk. Karen. De ser ud, som om De stod paa Spring efter mig.

(73)

KAREN: Det er bare Far, der

(74)

SINTE: De maa nok sige ”bare”. Jeg haabede, det var Dem selv, der Næ, men Tillykke med det nye Perlebaand. Hvor er det dristigt, De med Deres solbrændte Hud! Man skulde ikke tro, Rav kunde klæde Dem. Og saa klæder det Dem bare dobbelt henrivende.

(75)

BJARNE: Farvel. (ud.)

(76)

KAREN: Farvel, Hr. Bjarne. Sikke pludselig han gik! Jeg synes, han har forandret sig saadan, siden han var Klokker.

(77)

SINTE: Synes De? Jeg synes altid, der har været noget ved ham plump, plump han gaar ligesom en, der kører Gødning ud.

(78)

KAREN: Fy, det kan jeg ikke lide, De siger.

(79)

SINTE: Det kan jeg skam heller ikke. Men der bliver nu altid ved at være noget ved disse Bondemænd

(80)

KAREN: Min Moder var født paa Landet.

(81)

SINTE: Saa? var hun virkelig? Jamen hun var vel ingen Mand.

(82)

KAREN: Aah, De er en værre en.

(83)

SINTE: Ja, ikke sandt. Det synes jeg ogsaa. Og naar vi er enige om det ene, kan vi vel ogsaa blive enige om det andet.

(84)

KAREN: Og hvad er det saa?

(85)

SINTE: At vi snart skal ud paa en dejlig Sejltur igen, vi to.

(86)

KAREN: Det kunde jo være helt morsomt. (Telefonraabet: Mikkelsen! Mikkelsen! Telefon til Mikkelsen.)

(87)

MIKKELSEN (i det fjerne): Gid pokker havde ja, mange Tak, nu skal jeg være der.

(88)

SINTE: Jeg synes, den sidste var vidunderlig.

(89)

KAREN: Den var rigtig morsom; det var den virkelig.

(90)

SINTE: Og nu skal De bare høre, Frk. Karen. Forrige Søndag……

(91)

RYSEN (ind): Sikken god Tid Klokkeren har i Dag. Godmorgen, lille Frk.

(92)

KAREN: Jeg er saamænd ikke saa lille, Hr. Rysen. Vil De fornærme mig?

(93)

RYSEN: Det er ikke Størrelsen, der gør Udslaget. Centrum er saa lille, at det er usynligt, og dog drejer hele Cirklen sig om det. Træder De virkelig en ung Dame for Øje i en saadan Flip, Sinte?

(94)

SINTE: Hvadbehar? hvad siger De? min Flip?

(95)

KAREN: Hr. Sinte træder virkelig ikke i nogen Flip, Hr. Rysen.

(96)

RYSEN: Det maa være Foreningen til afskaffelse af Vaskepulveret og ikke Alkoholen, De er Medlem af, Mand.

(97)

KAREN: Naa, jeg løber op til Far. Saa kommer De, Klokker? (ud)

(98)

SINTE: Hvad rager min Flip Dem, Rysen?

(99)

RYSEN: Ikke det Lod. De maa for min Skyld rende med hvad De vil om Halsen, om saa det er selveste Sortehavet. Men

(100)

SINTE: Nej, for De vil selv have hende, ja. Men ser De, jeg er kommen først med at lægge Ringen, min fine Ven. Deres kan vist ikke engang komme af, hvor meget De saa rokker ved den.

(101)

RYSEN: Pas nu lidt paa.

(102)

SINTE: De kan selv passe paa. Glem ikke, at herinde paa Gaarden har jeg Flertallet for mig. De staar som Formand for en Regensforening, hvis Medlemstal er ialt 1.

(103)

RYSEN: Overfor et Mindretal bestaaende af 1 Person behøver et Flertal jo ikke at være særlig imponerende. Farvel, min Herre.

(104)

SINTE: Jeg gaar, naar det passer mig. (Sætter sig.)

(105)

RYSEN (sætter sig, trækker en Bajer op og behandler den): Ved De, hvad der stod i Lolland-Falsters Folketidende, da jeg var Barn i Nittenhundredeoggamledage:

Moral: vil du fri til en Kvinde
og være for Svaret tryg,
saa skal du gaa hen med hende
til et Sted, hvor der ikke er Myg.

Thi dette ”jeg elsker dig vældigt,
oh Elskede, indtil jeg dør”
det lyder jo ikke saa heldigt,
naar man samtidig sidder og klør.

(Sinte gaar.)

(106)

V.P. (ind): Fy, Rysen! Karen kom og fortalte, at nu havde De drillet Sinte igen; (Telefonraabet: Mekkelsen! Mekkelsen! Telefon til Mekkelsen.)

(107)

MIKKELSEN (frem): Gid Pokker Mange Tak, nu skal jeg være der.

(108)

RYSEN: Sig mig, Mikkelsen, kunde du ikke bede dine Piger ringe til dig paa et samlet Klokkeslet.

(109)

MIKKELSEN: Jow, men kære Rysen, det er jo det, jeg har gjort. Men saa forlanger de bare Noteringen. Paa den Maade er det, at det kan blive ved med at blive ved. (ud)

(110)

RYSEN: Aah! naa saadan! Ja, hvem meget har, han skal mere gives. De maa jo ogsaa hænge paa som Burrer, naar man paa engang er iført ravjydsk [17] Accent i Drøbelen og sidste Københavnersnit i Jakken.

(111)

V.P.: Bare det ikke er Skræddere, der hænger paa, og ikke Piger.

(112)

RYSEN: Lynge! hallo! kom herhen!

(113)

LYNGE (ind): Er der Vinløv i Haaret?

(114)

RYSEN: Ja, ja, og Død i Skønhed. Men hør nu her, Kammerat. V.P. stod lige her og syntes, at vor høje Klokker Sinte var et unævneligt Ord.

(115)

LYNGE: Paa hvor mange Bogstaver?

(116)

V.P.: Det har jeg aldrig sagt.

(117)

RYSEN: Jeg sagde ikke sagt, men syntes. Nuvel, det er vi enige om, alle 3. Endvidere konstaterer jeg vor Enighed om, at Regensens Datter, aldrig skal tilfalde meromtalte uartige Ord. Tilbage staar saa blot Spørgsmaalet om, hvordan vi forhindrer det?

(118)

LYNGE: Hvem Søren vil du have skal have hende? Vi er 100 herinde. Og hver vil have det hele. Og jeg er kold og ligegyldig, med hvem af jer der faar hende, hvis det ikke bliver mig.

(119)

RYSEN: Jeg synes jo kun, der er en, der har fortjent hende af os herinde.

(120)

LYNGE: Og det er dig selv. Lad os nu være Regnorme, sagde Mennesket.

(121)

RYSEN: Vel er det ej.

(122)

LYNGE: Lad være at skabe dig. Du vil lige saa gerne som alle vi andre stoppe hendes Øre, stoppe hendes Mund og faa hende til at stoppe dine Strømper uden Bund.

(123)

RYSEN: Muligvis, muligvis. Men hun vil ikke have mig. Og skulde hun nogensinde fornedre sig saa dybt, at hun vilde det, bliver hun mig dog for simpel. Nej, jeg tænkte paa V.P. Hvordan stiller De Dem til det, V.P.?

(124)

V.P.: Jeg fylder 69 til Foraaret. Saa der kunde jo blive rigelig Tid til en af jer andre bagefter, jo, det er et godt Forslag.

(125)

LYNGE: Karen er en skrap Pige og et storartet Nummer. Vi behøver sandt for Goethe [19] ikke staa her og holde Auktion over hende; den skal hun nok selv klare.

(126)

RYSEN: Vrøvl. Det kan Kvinder aldrig selv klare. Men du er jo ikke forlovet, Barnerumpe.

(127)

LYNGE: Hvorfor er du egentlig det?

(128)

RYSEN: Det skal ingen Hemmelighed være: det vilde min Svigermoder; hun tog ud og købte Ringene. Datteren og jeg var skidt tilpas ved det; men Tiderne var knappe, Pengene skulde jo da ikke ligefrem gerne være smidt ud. Ak, du hellige Grispomenoldarius.[20] Giver De ikke en Bajer, V.P.?

(129)

V.P.: Det ved Gud jeg ikke gør.

(130)

RYSEN: Saa maa det jo passe. Skal vi saa være enige om at tippe Bjarne?

(131)

LYNGE: Og danne en Liga til Fremme for Exklokkeres Forlovelse med Provstedøtre.

(132)

V.P.: Med Sinte til Sekretær.

(133)

LYNGE: Men kan Karen lide Bjarne?

(134)

RYSEN: Det kan man vel bilde hende ind, hun kan. Hun kunde i hvert Fald, da han var Klokker.

(135)

V.P.: Saa maa vi gøre ham til Klokker igen.

(136)

LYNGE: Ja, for Pokker, V.P. De kan altid finde det rigtige. Hvor kan det egentlig være, De aldrig er blevet til noget?

(137)

V.P.: Fordi alting i Verden er forkert.

(138)

RYSEN: V.P. er blevet til det største, man kan naa her i Verdensrummet: Regensianer for Livstid. Skaal. Og desforuden er De en Fedthas, at De ikke vil give en Pilsner.

(139)

V.P.: Jeg giver kun til værdigt trængende.

(140)

LYNGE: Men hvordan kan vi gøre ham til Klokker igen. For det strider jo imod Moseloven [21] og det kategoriske Imperativ.[22] (Telefonraab: Bjarne! Bjarne! Telefon til Bjarne.)

(141)

BJARNES STEMME: Tak! nu kommer jeg.

(142)

V.P.: Det maa I virkelig se at finde ud af. Faa ham konstitueret[23] til en eller anden Fest, giv ham Karen til Bords og bring et eller andet Røgelsesoffer til Guderne forinden.

(143)

LYNGE: Konstituere ham som Klokker? Det gaar Sinte aldrig med til. Hvad er det for et Skraal?

(144)

RYSEN: Det er en eller anden af vore Foreninger, der kommer hjem fra en Skovtur.[24] Halleluja, der har vi hele Banden.

(145)

LYNGE: Prophete rechts, Prophete links, das Weltkind in der Mitte.[26]
(En Regensforening marcherer, iført Papiruniform og med en død Kat paa en Stang ind i Gaarden, med Cykler og Damer omkring Linden syngende.)

Hurra Hurra
tralalalala,
nu er Pigen køn,
nu er Skoven grøn,
nu er alle Fugle ved Stemme.
Og synes du, at det ej er Sjov
at ta' en Tur i den nye Skov,
ja, saa er du et elendigt Drog
og kan gerne blive derhjemme.

Hurra Hurra
tralalalala,
se, hvor Solen slaar
ud sit gyldne Haar,
saa det flommer langt ned af Nakken.
Haha, saa blev da den Marts forbi.
Nu Cyklen ud af sit Vinterhi.
Saa to og to ad den smalle Sti,
til vi standser oppe paa Bakken.

Hurra Hurra
tralalalala,
lad os se os om,
ih, saa højt vi kom,
det er lige ved at gi' Svimlen.
Se, Viben tumler saa kaad omkring,
som om hun aner slet ingenting,
hvor hun har hjemme med Hiv og Sving,
om paa Jorden eller i Himlen.

Hurra Hurra
tralalalala,
for vi er saa fro[28]
og saa to og to,
som vi aldrig bliver det tiere.
Men ærlig talt, lad os tilstaa dog,
det meget godt kan engang bli' sjov
at ta' en Tur i den grønne Skov,
naar man er ble't 3 eller 4.

(De løber hver sin Vej.)

(146)

RYSEN: Hvor kan nogen Mennesker synge saa meget uden Øl?

(147)

LYNGE: Nu har jeg knageme mig en Ide. Hvad siger ikke Grillparzer:[29] paa Nødden skal man kende sine Venner.

(148)

RYSEN: Au, der kommer Provsten. Han har en Puppe med. Vi slipper ham aldrig.

(149)

V.P.: Det var da ærgerligt.

(150)

LYNGE: Ham skal jeg faa gennet ind.

(151)

RYSEN: Jamen ingen Uartigheder.

(152)

PROVSTEN: Mine Herrer, ved De, hvad jeg har her, et Exemplar af Diplolepis divisa;[31] jeg har selv udklækket den, og den er et Slag i Ansigtet paa den atter opdukkende parthenogenetiske Formeringsteori![32] Thi denne Galhveps, mine Herrer, er en Han, tænk Dem, den er en Han. I Aarene 1877 og senere i 1881 fremsatte Adler [33]

(153)

LYNGE: Har Provsten set Middagsbladene? Docent Anker har kastet sig ud foran Gedserexpressen.[34]

(154)

PROVSTEN: Har Docent Anker? Jamen er han omkommet?

(155)

LYNGE: Det ved man ikke, Hr. Professor. Endnu har man kun fundet Hovedet.

(156)

PROVSTEN: Anker? Jamen Herregud! saa faar han jo slet ikke dette at vide. Det var dog harmeligt. Det vilde have ærgret ham. Det strider mod alle hans Teorier. Kastet sig foran Toget, siger De.

(157)

LYNGE: Ja. Og han var endda Docent.

(158)

PROVSTEN: Ja, og kunde blevet Professor. Efter mig. Vi var altid uenige. Han var meget dygtig. Kan man begribe det?

(159)

LYNGE: Og saa paa saadan en grim opsigtsvækkende Maade! jeg mener: ogsaa for Familiens Skyld. Havde han endda taget Gas.

(160)

PROVSTEN: Ja, saamænd. Det kan maaske siges.

(161)

LYNGE: Kastet sig ud foran Toget! En Mand, der er ansat i Statens Tjeneste!

(162)

PROVSTEN: Det har jeg ikke tænkt over. Men naturligvis, man kan kræve visse Hensyn af betroede Personer.

(163)

LYNGE: Ja, ikke sandt? Jeg mener: et Statsbanetog! havde han saa endda valgt en Privatbane.

(164)

PROVSTEN: Ja maaske. Eller hvabehar? har man mig til Bedste?[36] Farvel. (ud.)

(165)

RYSEN: Skamme sig, Lynge!

(166)

V.P.: Et Brud paa alle Regensvedtægter.

(167)

LYNGE: Herregud, vi maatte da af med ham igen. Kunde I have gjort det fixere? Æv da ogsaa! Men jeg gaar op og beder om Forladelse i Morgen. Saa bliver vi bare finere Venner end nogensinde før.

(168)

V.P.: Men til Sagen. Hvad er Deres Ide?

(169)

RYSEN: Ja, spyt ud.

(170)

LYNGE: Vi starter en Fidus, knebelfin. Det flager i Byen og paa Landet[37] . Vi laver en Generalforsamling om et eller andet, f.Eks. sja f.Eks. om bedre Ordning af Telefonskrigeriet over Gaarden.

(171)

RYSEN: Og vedtager en Resolution [38] om, at Provsten skal skænke sin Datter til stud.med, Bjarne.

(172)

LYNGE: Og saa ja, for Søren da, hoho. Du kan vel holde en Tale, saa vi faar den Stemning, vi har Brug for. Du kan hente en halv Flaske Rhinskvin paa min Regning i Ismejeriet.

(173)

RYSEN: For vegt for vegt er Jarlens Tilbud[39] .

(174)

LYNGE: Hvor meget gaar der paa en extra god Tale?

(175)

V.P.: Halvanden Pot [40] er Mindstemaalet, vil jeg tro.

(176)

RYSEN: Men du maa lade Karlen hente det til mig, for jeg orker ikke noget i Ugevis efter al den Aktivitet, jeg har maatte udfolde i Dag. Hvad er det, jeg skal sige?

(177)

V.P.: Det plejer jo her i Verden at være ligemeget, naar man bare siger det godt. Pas paa, der kommer Manden. (ud)

(178)

LYNGE: Naa, Bjarne! var det en lille Pige, der hang i Telefonsnoren efter dig?

(179)

BJARNE: En ganske lille En paa 83 Aar. Tante Efeu i Rosenvænget. Om jeg ikke vilde komme ud og læse højt for hende i Aften, Hagbard og Valborg [41] eller hvad det er, det hedder, det hun plejer at støve sin gamle Sjæl lidt af med. Men jeg var optaget. Kan I ikke skaffe mig nogen Penge, Lynge, saa jeg kan rejse ud paa en Tur Pokkerivold?

(180)

RYSEN: Det Land ligger saa Kattens langt væk.

(181)

LYNGE: Jeg har 63 Øre, og der er kun 13 Dage til den første; saa du kan godt disponere over de 50.

(182)

RYSEN: Jeg kan skrive til min Kæreste, om hun ikke kan laane mig en Femmer, saa plejer hun at sende mig en Tier, det Skrog. Saa har du halvellevte Krone. Det bliver slet ikke saa kort, du kan komme, naar du køber en Billet for alle Pengene og gaar Resten af Vejen.

(183)

LYNGE: Jeg tror, det bliver billigere at hjælpe dig til Pigen.

(184)

BJARNE: Hvad for en Pige? Vrøvl. Er det Karen, du tænker paa, saa kan det være, jeg frier til hende en af Dagene, hvis jeg bare kan faa bestemt mig. Naar jeg ikke har gjort det for længe siden, er det, fordi jeg er læsetræt og overanstrengt og har ikke villet sige noget til hende, saa længe jeg ikke er rask.

(185)

LYNGE: Bevares! ja, naar det er det hele….

(186)

BJARNE: Det er vel ikke ”det hele” at være syg? Jeg maa jo være syg. Jeg, som før snakkede Kæberne af Led, naar jeg bare havde en, der gad høre paa mig, staar nu og glor og kan hverken sige Bu eller Bæ.

(187)

RYSEN: Det er det jo da egentlig heller ikke nødvendigt at sige til nogen.

(188)

BJARNE: I er morsomme, er I. Men sig mig, synes I egentlig, der er nogen Mening i Tilværelsen?

(189)

LYNGE: Ih, du glade Dille! Vil du ovenikøbet have en Mening i Tilværelsen? Er det ikke nok, naar vi bare har Tilværelsen?

(190)

RYSEN: Det siger jeg ogsaa. Jeg er skam lykkelig over, at jeg slap ind, naar jeg tænker paa de Millioner af Mennesker, der aldrig naar saa vidt som til at blive undfanget.

(191)

BJARNE: Aah, jeg er saa led og ked af det hele.

(192)

RYSEN (opdager Sinte): Saa er det min Tur: Ogsaa jeg kender til Haabløsheden:

Dens Vande slaar frem og tilbage
i mit Hjertes skvulpende Hav.
Men efter de stormfulde Dage
er det Tid til at søge om Rav.

Saa du, Lynge!

(193)

LYNGE: Javel!

(194)

RYSEN: Og tager Flugten paa rappe Laar. Ja, vi træner til en lille Dilettantforestilling i Farum, Sinte. Vi kan jo ikke allesammen tjene til Livets Ophold som Afholdsmænd.

(195)

SINTE: Nej, Dem vilde det vist falde meget svært.

(196)

BJARNE: Hvad mener De med det?

(197)

SINTE: Saa saa saa. Maa jeg ikke tage med til Farum? For jeg kan ogsaa digte:

Førstkommende Søndag
bliver saadan en skøn Dag
paa Udflugt med Karen
og Fa'ren;
han bliver i Land for at samle Snegle,
mens Frøkenen og jeg tager ud at sejle.
Den er fint Skaaren.
Mine Herrer, Godmorgen.

(198)

RYSEN:

Hov! stop et Øjeblik, Kr. Klokker.
Til mere Skjaldskab [48] De mig lokker.
Du, Lynge har en Almanak
i Lommen?

(199)

LYNGE: Værsartig

(200)

RYSEN: Tak.

(201)

SINTE: Er De rigtig klog?

(202)

RYSEN: Vil De vædde en Kasse Øl med mig til alle Regensianerne?

(203)

SINTE: Altsaa Afholdsøl.

(204)

RYSEN: Afholdsøl, hvis jeg taber. Bajerskøl, hvis De taber.

(205)

SINTE: De bliver til grin paa Gaarden, Rysen.

(206)

RYSEN: Og De bliver smidt ud af Afholdsforeningen, Sinte. Farvel! vi mødes ved Tuborg.

(207)

SINTE:

Ha! tror De, De min Stilling rokker,
mens Deres Versefødder sjokker
omkring paa slatne Hosesokker.
For om De truer eller lokker,
saa giver jeg Dem bare Pokker.
Ærbødigst Sinte, Gaardens Klokker.
Bøh.

(208)

BJARNE: Naa, hvad vil saa I to lave?

(209)

LYNGE: Med op hos mig! Der smedes Planerne. Herman Nielsen, vil De bringe os to Flasker Rhinskvin op paa mit Værelse.

(210)

RYSEN: De hørte nok, han sagde 3. (Herman Nielsens Stemme fra Kælderen: Lige saa snart jeg faar Tid, Hr. Lynge.)

(211)

LYNGE: Ih, du alstyrende! hvorlænge tror De, jeg bliver boende her? Næ, det skal være i Dag og med det samme. (Stemmen: Javel, Hrr. Lynge.)

(212)

LYNGE: Men enhver stor Aktion skal indledes med en Sang, Kammerater. Ellers kommer der ikke noget ordentlig ud af det. Altsaa stem i!

Nu skal vi op,
nu skal vi op,
nu skal vi op og slaas,
for paa denne skøre
Jord er der nok at gøre
for raske Folk som os,
saa nu skal vi til at slaas.

Nu skal de ned,
nu skal de ned,
nu skal de knaldes ned,
de, der tror den Tale
om, at det splittergale
vil evigt vare ved,
ja, nu skal de knaldes ned.

Naar vi en Gang,
naar vi en Gang,
naar vi en sølle Gang
selv er blevet gamle,
saa lad os bare ramle,
naar blot endnu den Sang
hos Ungdommen er i Gang:

Nu skal vi op,
nu skal vi op,
nu skal vi op og slaas;
for paa denne skøre
Jord er der nok at gøre
for raske Folk som os.
Saa nu skal vi til at slaas.

(Tæppe)





2den AKT.

(Salen[50] ud mod Runde Taarn.)

(213)

MIKKELSEN (staar for Bordenden, ved Siden af ham sidder som Dirigent Klokkeren Sinte): Ja, denne Generalforsamling afholdes for at komme væk fra vor uheldige Telefonordning. Det er jo som bekendt saadan nu, at den, der sidder nærmest ved Telefonen, naar den ringer…

(214)

MERGELSEN: Hvorfor fortæller du os os aldeles, hvad der er bekendt?

(215)

MIKKELSEN: Kære Venner, afbryd mig ikke, Nu har jeg glædet mig til at høre saadan en dejlig lang Tale paa ren Jydsk husk, hvor langt jeg er hjemmefra.

(216)

IBENHOLT: Saa tal om, hvordan De har tænkt Dem Nyordningen.

(217)

MIKKELSEN: Jeg har skam ingenting tænkt mig. Jeg har indkaldt Generalforsamlingen, for at den skulde tænke for mig. Sagen ligger jo saadan

(218)

LYNGE: at den godt kan blive liggende.

(219)

SINTE (ringer): Brugsmanden har Ordet.

(220)

MERGELSEN: Jamen ikke i sin Magt.

(221)

IBENHOLT: Den er lovlig gammel, min gode Mergelsen. Jeg mødte den paa Krykker i Kannikestræde i Fjor.

(222)

MEKKELSEN: Brugsforeningen har for Tiden et Par Hundrede Kroner, som vi er parat til at sætte ind paa en eventuel bedre Ordning. (Raab) Afslutning!

(223)

SINTE: Stille! Jeg udbeder mig Forslag. Ønsker Foreningen Gamle Ordet?

(224)

RAAB: Skidt med den. Den bestaar af 1 Mand og han er fuld.

(225)

ANDRE RAAB: Hvor er Rysen?

(226)

SINTE: Da Foreningen fuld og fuldtallig er fraværende, spørger jeg Regensens næstældste Forening: har ”Pip” noget Forslag?

(227)

LYNGE: Kammerater! der er, som allerede Henrik Ibsen gjorde opmærksom paa, Harper i Luften. Og Arbejdsgiverne har erklæret Lockout over for samtlige i Skallen værende Østers; hvis der saa samtidig udbryder Strejke hos Anchoserne, er der ingen Fisk, der kan ligge paa Æg. Saa er det kaput med alle de fagre Blommer, og man kan ikke vide, hvad man skal gøre med Æggehvide. Men fra at gaa fra Alvoren over til Vittighederne, saa har vi jo haft den Telefonmisere her paa Gården[55] , lige siden Kristoffer af Bajern [57] opfandt Hørerøret for at kunne ringe hjem efter Øl. Med denne Begrundelse foreslaar jeg, at vi bruger de os i Udsigt stillede 200 paa hinanden følgende Kroner til noget grinagtigere. Og giver hermed ordet til Exklokkeren.

(228)

SINTE: Højhøj! Det er Dirigenten, der giver Ordet.

(229)

BJARNE: Regenskammerater! jeg har et godt Forslag. I vil alle være enige med mig i een Ting (Nej, Hørt, Jo, Nej) Jo, I vil. Og det er, at det har været varmt i Dag.

(230)

SINTE: Til Sagen.

(231)

BJARNE: Nu vil jeg gerne holde en Afstemning, hvor mange stemmer for Solskin en Uge endnu? Hænderne op.

(232)

SINTE: Det er fuldstændig ulovligt dette her. De har slet ikke Ordet.

(233)

BJARNE: Solskinnet er vedtaget med stort Flertal. Hør nu her, Regensianere, vi har ikke haft en rigtig Regensskovtur i mange Aar. Derfor foreslaar jeg, at vi løser Telefonproblemet paa den Maade, at vi paa Søndag lader Telefonen ringe, saa galt den vil, og tager i Skoven for Brugsens 200 Kr. Er det svart? (Bravo, Vrøvl, Hørt)

(234)

SINTE: Det Forslag er Sagen uvedkommende. Jeg nægter at modtage det.

(235)

LYNGE: Pip bliver hjemme som en Protest mod Meteorologisk Institut. Alle Pippere op paa Stolene og syng min Hyldestsang til Vejret over Danmark.

Nu med Appel en Hyldestsang
vi synger af vort fyldte Bryst
for Klimaet i Danevang,
saa sandt det er en Lyst
for Landets Apotekere
og Doktere og Snedkere.
Atisch, atisch, atisch.

Hurra for bliden Sommertid
den er os jo saa skær og kær;
da støver Nordenvinden strid,
da hagler Bygevejr.
man gnider Fingerspidserne
og klaprer med Gebisserne.
Hak, hak, hak, hak, hak.

Og det bli'r Høstens stille Tur,
naar Sommeren har sagt Adjøs;
den rejser Taagens klamme Mur,
til Stormen raser bøs.
Man lever i en Følelse
af permanent Forkølelse
og hohohoster løs.

Og Vintren la'r sig lystigt se,
men Vestenvindens sledske Klap
gør al dens raske Frost og Sne
til Sjappesjappesjap.
Man nyder godt imens a' en
Visit af Influenzaen!
aahja og puh og pyh.

Naar saa den højt besungne Vaar
fremtumler over Sten og Stok
og ter sig som Efteraar,
saa har man faaet nok,
og hilser glad sin Endelse
ved Lungernes Betændelse
Atisch, Hurra, Farvel.

(236)

RAAB: Bravo. Lad os faa en Skovtur! ud at dyste med Vejrguderne!

(237)

MERGELSEN: Hvis Pip er ræd for Snue, kan den blive i sin Stue. Ingen, der ikke er syge, gaar af Vejen for en Byge.

(238)

SINTE: Der bliver ikke noget af den Tur, der er en Overrumpling.

(239)

LYNGE: Hvabehar? Jeg stemmer altsaa ogsaa imod Turen. Men jeg maa renok [60] protestere mod Klokkerens Tone. Er vi Barnerumper? er vi Hundedrenge? Er vi ikke frie Vælgere i en fri Stat? Der bliver ikke noget af den Tur, siger han paa Svendborgprøjsisk. Hans Optræden er jo helt i Skoven, (Bravo, Hørt).

(240)

SINTE: Naturligvis bestemmer I selv, hvad I vil. Men jeg vil ikke have noget med det at gøre.

(241)

LYNGE: Saa kan De jo konstituere en Klokker til at ordne Turen for Dem.

(242)

SINTE: Hellere end gerne. Jeg tager ikke med.

(243)

BJARNE: Vi tager altsaa Skovtur paa Søndag. Hvem stemmer for?

(244)

LYNGE: ”Skidt være med det”, som han sagde Fichte [62] i sine Reden an die deutsche Nation; [64] Pip gaar med paa den værste.

(245)

SINTE: Afstemningen er ugyldig. Det Forslag kan ikke behandles før under Eventuelt.

(246)

BJARNE: Vel. Punkt 1. Forslag til Nyordning af Telefonen er afsluttet. Vi gaar over til Punkt 2 Eventuelt. Jeg foreslaar Regensskovtur paa Søndag. Hvem stemmer for?

(247)

SINTE: For Vedtagelse under Eventuelt maa der ingen Stemmer være imod. Jeg stemmer imod.

(248)

MERGELSEN: Saa er du altsaa en Ukammerat.

(249)

SINTE (skriger): Jeg stemmer imod.

(250)

LYNGE: Kan een Mand spolere det hele for os?

(251)

SINTE: Det kan De jo se, han kan.

(252)

BJARNE: Er der 4 haandfaste Ka'le, der vil bære den Herre ud, mens Afstemningen finder Sted.

(253)

LYNGE: Javel, Sir!

(254)

SINTE: Hvis I prøver paa at røre mig…. (Bæres ud.)

(255)

BJARNE: Hvem stemmer saa for? Skovturen er enstemmig vedtaget.

(256)

SINTE (ind): Det er vel nok Kammeratskab og Parlamentarisme dette her?

(257)

BJARNE: Saa skal vi have konstitueret en Klokker til den Lejlighed. Jeg foreslaar Ibenholt.

(258)

LYNGE: Exklokkeren er selvskrevet. Han har lavet saa mange gode Fester for os i Fjor.

(259)

BJARNE: Vil I have mig til det endnu engang, siger jeg ja. (Bravo, Bravo.)

(260)

LYNGE: Exklokkeren er valgt med Akklamation.[66]

(261)

BJARNE: Jeg takker for Valget og lover jer

(262)

SINTE: Saa? gør De det? Nu gaar der et Lys op for mig. Ja, en hel P.H. Lampe [67] endda. Maaske det er passende, at jeg begynder at lege lidt med. For nu skal vi vel til at behandle, om Skovturen skal være med eller uden Damer.

(263)

BJARNE: Netop. Og der vil jeg foreslaa…

(264)

SINTE: Maaske Dirigenten maa bede Afbryderen om Ordet et Øjeblik. Regensere, det er mangfoldige Semestre siden, vi har haft stor fælles Skovtur. Der mangler altsaa egentlige Traditioner. Hvad skal vi nu? Skal vi tage Damer med? (ja, hørt) Eller skal vi have en Bolle Punch [68] i det fri? (Bravo) Begge Dele kan vi ikke. Enten Skovtur med Damer eller Skovtur med Punch.

(265)

BJARNE: Saa synes jeg, at vi for engangs Skyld

(266)

SINTE: Regensere! Jeg er Afholdsmand, men det betyder ikke, at jeg er en fersk Filistersjæl [69] uden Sans for den Fest, som ligger i Vinens røde altsaa Blod.

(267)

LYNGE: Hvorfor er De saa Afholdsmand?

(268)

SINTE: Det skylder jeg ingen Regnskab for. Det har flere Grunde. Og desforuden har jeg ogsaa en daarlig Mave.

(269)

RAAB: Den skal leve, den skal leve, den skal leve tyndt! Hurra!

(270)

SINTE: Tage i Skoven med Damer, det kan vi gøre en anden Dag, privat altsaa.

(271)

LYNGE: Hvad rager det egentlig Dem? De vil jo slet ikke med.

(272)

SINTE: Men naar vi saadan alle er sammen, vil vi være vore egne Herrer og fri og hæmningsløse. Regensere, vi vil have en Skovtur med Punch.

(273)

BJARNE: Kammerater, vi er saftsuseme ikke saadan nogen Dødbidere, at vi ikke kan holde Humøret oppe uden ad kunstig Vej. Maa jeg spørge jer: er der noget, der hører sammen som et grønt Træ og en køn Pige? Men hvor er der en Skov uden Træer? Ergo kan vi heller ikke tage en Skovtur uden Piger.

(274)

IBENHOLT: Ihvorvel uspurgt turde jeg maaske anse Tiden for inde til at ytre min Mening. Jeg personlig foretrak at anvende disse 200 Kroner til noget kulturelt, men noget saadant ville maaske forlene [72] denne Anstalt med et falsk Skær, naar henses til vor øvrige Færd. Jeg gaar paa Akkord med Hoben i Forstaaelse af Ideens Uigennemførlighed i Materiens Verden og stemmer for Skovtur med Punch ud fra mine Iagttagelser af Regensianernes Smag. Vi skylder Regensens Renommé ikke at fremtræde for Offentligheden en masse med de Damer, jeg ser her af og til paa Gangene. Jeg mener, enkeltvis drukner Parrene Gudskelov i Ubemærketheden; men hvis den samlede Garde nej, maa jeg bede om Punchen.

(275)

RAAB: Lad os stemme!

(276)

LYNGE: Hvor bliver Rysen af? Du maa forhale en Afstemning, Bjarne. Imens skal jeg se at finde ham. (ud.)

(277)

MERGELSEN: Commilitones! Jeg er forlovet med en Pige, der hedder Karoline. Aldeles. Og hun egner sig til alting her i Verden undtagen lige at slæbe rundt imellem Træer. Det vil jeg tage en Skraa paa. Jeg tænker, det gaar de fleste af os i et noget lignende Kugleleje. Aldeles altsaa. Men saa er der en lille Bjørn. Den er jo som skabt til at trække rundt mellem Træer. Commilitones![73] Skovtur med Sprut. (Bravo!)

(278)

LYNGE (tilbage, til Bjarne): Jeg fandt ham ikke. Bomfaldera, der røg den Guldplompe. Æsch!

(279)

SINTE: Hvem stemmer for Damerne? 3, 4, 5. Og hvem stemmer for Skovtur med Sprut? Vedtaget med overvældende Majoritet (Bravo.) Generalforsamlingen er hævet. Hihihi.

(280)

LYNGE: Hvad griner De af?

(281)

SINTE: Den var god, Bjarne. Sikke et Mas De faar med at forberede den Spruttur med Provsten og V.P. og alle Kamesjukkerne. Og jeg og lille Frk. Karen ene hjemme paa Gaarden. Hvad? (Bjarne gaar frem imod ham.)

(282)

SINTE: Kom De bare hit med Labben. Tror De, jeg er bange for Dem?

(283)

RYSEN (vældigt syngende ind):

Her er Gamle, her er Gamle
tralalala
Her er Gamle, her er Gamle
tralalala.

Har I holdt Generalforsamling uden Gamle, Smaafugle?

(284)

LYNGE: Du blev jo væk. Nu er Skovturen vedtaget. Uden Damer.

(285)

RYSEN: Har I holdt Skovtur uden Gamle, Piphanser?

(286)

MERGELSEN: Generalforsamling, din Fuldesen. Aldeles.

(287)

RYSEN: Saa holder vi den om.

(288)

SINTE: Vrøvl. Vi gaar. Jeg slukker Lyset.

(289)

RYSEN: Saa I har holdt Geneskovforraltur uden Gamle og uden Bajerskøl, hvad, Spædkalve? Men trøster [75] Eder, Barnlille, det turde [76] være Løgn alt ihob[77] .[78] Savnet er afhjulpet, og Savnene ere afhjulpne.[79] Far er hos jer, og Bajerne staar uden for Døren (Bravo! Rysen leve.) Saa tager da hver sin Flaske i Haanden og Plads om Bordet.

(
Mel: Op i gæve Sønner[80] )

Naar vor lille Klokker
med sit Klingeling
varsler rundtomkring,
der skal holdes Ting,
vi os om ham flokker;
thi paa Folk, der skænd's
bliver aldrig læns
vor Regens.

En et Forslag gi'er.
Straks det nedstemt bli'r.
Alle alting si'r.
Ingen kommer vid'r.
Men da lysner Bajren.
Væk er Kiv og Skraal.
Her er Aandens Maal.
Altsaa Skaal.

Mens paa friske Kræfter
Øl gør Struben rig,
sluttet er Forlig,
glemt er Kamp og Svig;
og saa tar derefter
i den stille Nat
alle atter fat
paa Debat.
Samme Forslag, som,
strax da frem det kom,
fik en daarlig Dom,
syn's nu alle om.
Og naar no'et er afgjort
og igen gjort a',
vandrer vi herfra
med Hurra.

(290)

RYSEN: Skaal!

(291)

BJARNE: Rysen har Ordet.

(292)

EN STEMME: Er Rysen fuld?

(293)

RYSEN: Ja! (Bravo! godt! godt!) Mine Herrer, det er naaet til mit ene Øre, at Regensen foretager en Skovtur paa Søndag. Gamle agter at deltage. (Bravo) Det er endvidere naaet til mit andet Øre, at der ikke skal Damer med

(294)

SINTE: Ja, der er afgjort. Og Generalforsamlingen er hævet.

(295)

RYSEN: Jeg vidste ikke andet end, at det var Tradition paa Gaarden, at naar jeg gør jer den Ære at tale til jer udi[81] denne Tilstand, var Afbrydelser forbudt. Men jeg kan jo altsaa holde min Kværn. (sætter sig.)

(296)

RAAB: Ned med Sinte. Paa Døren med Klokkeren.

(297)

SINTE: Jeg lover Jer, jeg skal sidde stille.

(298)

RYSEN: Skjoldunger! Sønner af Heltekongen,[82] der stod ved højen Mast. I, der hører til det Faatal af hans Børn, der var ægte. I vil have Sprut paa Skovturen. Javel! I gør jer gamle, drikkeglade Fader Ære. Han byggede disse Mure saa tykke, paa det at vor Fyldes Jubel ikke skulle naa ud til Købmandegade og forarge Erhvervspartiet, som tror, at et Sold er ikkun[84] en omstændelig Maade at erhverve sig Hovedpine paa. Men Skoven blev bygget vid og aaben, paa det at vi kunde træde Dansen med vore Piger for Verdens Øjne som ægte Sønner af den kvindeglade gamle, go'e Drot[85] . Kammerater! Jeg er stud theol., dette er den gamle Regenskirke, lad mig holde jer en Prædiken, af fulde Folk skal man Sandhed høre.[86] Hvilket Tegn paa Folkekirkens Forløjethed, at man aldrig ser en beruset Præst! Vi mangler en Lov her. Regensfæller, Venner! Stenbroens [87] Adoptivbørn er vi herinde, længes altid efter Landet, vor Mor. Der gaar Stien gennem Korn og under Træer til Kirken, hvor Bønder samles for at synge ud af Hjertets enfoldige Tro.

(299)

EN REGENSIANER: Under dine Vingers Skygge [88]

(300)

DE ANDRE: Hys! hys! hys!

(301)

RYSEN: Giv mig den Tro tilbage. Hvordan kan man saa foraarsung staa ribbet for alt det grønne, som Linden dernede ind under Jul! Af min grønne Krone er der kun 4 smaa Blade tilbage. 3 Guder og en Afgud. Min Afgud [90] kender I, han er vældig, hans Rige spænder fra Stjernernes Trone til Regensens Pissoir. Jeg hader ham, og jeg frygter ham. Hvorhen vil han føre mig? Mine Guder kender I næppe; de er gemt godt. Den første kalder vi Solspæt over en Skovsti, den anden er naa ja, ja! et Minde, der var engang en Pige i Eventyret, hun havde gule naa, de har begravet hende, bl.a. fordi hun døde. Men den tredie, det er jer, Kammerater, alt det, Regensen har givet mig af Venskab og Vid og Spektakel, lad os kalde det: Mennesket. Regensfæller, Venner, Sønner af Aand! en snavset Kniv ridser i mig: jeg skal snart flytte ud herfra. Men forinden: vi vil have en Dag sammen, hvor jeg ikke skal frygte min Afgud, men mine tre Guder skal frem og lege for mig: Regensvennens Spøg og Solens Smil og Pigens Latter. Regensskovturen med Damer og uden Sprut den leve! (6 Hurraer)Og saa møder vi fuldtallig. Er det svart?[91]

(302)

RAAB: Hørt! Bravo! Rysen leve!

(303)

RYSEN: Tak Drenge, og saa stemmer alle Mand i.

Kong Kristian var en Guttermand[92]
i stort og smaat.
Han sled hver Dag for Folk og Land,
han drak hver Kvæld af Punch en Spand,
han viste sig hver Nat som Mand i
stort og smaat.
Og skønt han faldt paa Gulvet tit,
han holdt med Troen ogsaa trit;
det gik ham derfor baade skidt
og godt.

Studenterne er Fattigrak,
sa'e Kristian.
Men giv dem Raad til Mad og Frak'
og Bog og Flidskab og Tobak,
ja, giv dem Raad at sige Tak
til Folk og Land.
Thi Studium og Ungdom staar
forbandet skidt til trange Kaar.
Nuvel! vi bygger dem en Gaard.
Kom an!

Regensens Aand, lær du os Børn
af Kristian
at skue højt som stoltest Ørn,
at tumle selv den største Bjørn,
kun uforsagt i hver en Tørn
som Kristian.
Ja, giv os sans for Folk og Land
og Druens Glød og Pigens Brand
og Pligtens Kald og Troens Stand
som han.

(Tæppe)





Man hører stundom Alderdom
henfalde i en Klage
Hvad er det for en Ungdom, som
vi haver nu om Dage?
Det kniber med Procenterne
af Folk med Fuld Værdi
Da vi la' an paa Jenterne,
det var der Mening i.
Især er med Studenterne
det rent, rent, rent forbi.

Men naar vi hører saadant Vrøvl,
vor sunde Latter klinger;
et sligt begrebsforvirret Snøvl
os ej fra Snøvsen bringer.
Thi mon der ved de skaldede
og mavesvære Mænd,
der flæskeendeballede
i Landet sidder hen
og kror [96] sig embeds-kaldede,
har været mere Spænd?[97]

Vi naar de samme Stillinger,
som hine nu beligge.
Vi har de samme Skillinger,
som hine havde ikke.
Vi stormer Himmelstigerne
til Tankens høje Dør
og faar blandt Bægerkigerne
den dybe Bund gjort tør
og kysser ogsaa Pigerne
saa godt som nogen før.

TREDIE AKT

SKOVTUREN

(Bjarnes Stemme udenfor. Bordet er hævet. Kaffe ved Egen. Alle march! )

(304)

LYNGE (til V.P.): En ren Skandale, V.P. Han slaar alle Rekorder for Umulighed. At lade Sinte hugge hende til Borddame! Herre Jeminironimus![98]

(305)

V.P.: Og anbringer sig selv mellem Provsten og mig. Han sad, som om han slet ikke hørte til, Stakkel.

(306)

LYNGE: Som et Hus imellem to Snegle[99] .

(307)

V.P.: Nu afhænger det hele af den Leg.

(308)

LYNGE: Det kan fedt hjælpe. Slaget er tabt, og der er altid Tid til at tabe et nyt, som Napoleon opmuntrede sine Tropper med ved Austerlitz.[100]

(309)

V.P.: Var det nu Austerlitz, tror De?

(310)

LYNGE: Eller var det Slaget ved Brunkebjerg?[101] Jeg er ikke Historiker.

(311)

RYSEN (slutter sig til): Og saa sætter man mig til at holde Taler for Damerne uden at have hældt mere i mig end en halv Pot Rødvin. Den blev vel ogsaa derefter?

(312)

V.P.: Det var ikke et af Deres store Øjeblikke. De fik os jo ikke helt op i den syvende Himmel.

(313)

RYSEN (kommer frygtelig med Sukker i Kaffen): Nej, jeg havde nok paa Fornemmelsen, at Elevatoren gik i Staa. Vi naaede ikke længere end til Krystalhimlen,[102] og den var revnet. Hvis jeg havde været Dame og hørt paa de Begrundelser af Skaalen, vilde jeg have listet hjem og skiftet Køn. Na, men der har vi Ræven og hans Bytte.

(314)

KAREN (ind med Sinte): Om jeg kan begribe, De kunde gøre Modstand mod den Ide?

(315)

SINTE: Hvor kunde jeg ane, at Dagen vilde forme sig saa fin fin. Maa jeg have Lov at række Dem en Kop Kaffe?

(316)

KAREN: Tusind Tak! vi kan sætte os paa Stubben derhenne. (Bjarne ind, men nærmer sig ikke.)

(317)

SINTE: Ja, storartet! Værsaagod! (Rysen puffer til ham.)

(318)

KAREN: Men, Hr. Sinte! Min nye Kjole!

(319)

SINTE: Aah, om Forladelse. Nogen skubbede.

(320)

KAREN: Saa?

(321)

SINTE: Men en lille Plet maa der nu ogsaa til, for at man ikke skal tro, De er en ren Engel (til Rysen, indædt) Idiot!

(322)

KAREN: Snavsede Engle har jeg nu ikke Smag for. Nu maa jeg svæve ned til Aaen og snakke med Bølgerne om, hvad der er at gøre. (Løber ud. Alle kigger efter hende lige betaget. Stemningen bliver helt dyster. Rysen opdager det og sukker hult og forfærdeligt.)

(323)

PROVSTEN (kommer med et Brevkort i Haanden, han stiler hen mod den røde Postkasse paa Egen, putter det i, bukker): Mange Tak! (opdager de andre, forvirres, bukker igen) Om Forladelse.

(324)

LYNGE (kommer ham til Hjælp): Naa, Rysen, savner du ikke din Kæreste i Dag?

(325)

RYSEN: Hende savner jeg kun, naar hun er til Stede.

(326)

PROVSTEN (til V.P.): Hvordan morer De Dem, kære Doktor?

(327)

V.P.: Slet ikke saa ilde. Maa jeg byde Dem en Kop Kaffe?

(328)

PROVSTEN: Mange Tak. Hvordan befinder De Dem, Hr. Rysen?

(329)

RYSEN: Tak, ikke værre end ellers, naar jeg er ædru.

(330)

PROVSTEN: Ikke det? Naa ja! Maaske! Saa? jasaa? (Ibenholt ind og tager 2 Kopper.) Hvordan fornøjer De Dem, Hr. Ibenholt?

(331)

IBENHOLT: Aa, Tak. Jeg gør Studier. Det er ikke uden Interesse at iagttage, hvor plebejisk [106] det akademiske Liv udfolder sig nu om Dage. F.Eks. at notere sig, hvordan Bordstemningen bygger mere paa tempereret Rødvin end paa Aand.

(332)

PROVSTEN: Tænk, synes De det! Jeg er af den stikmodsatte Opfattelse. Det er muligt, at De har Ret!

(333)

V.P. (tager Ibenholt under Armen): De havde forleden en lille Opsats i Gads danske Magasin, Ibenholt!

(334)

IBENHOLT: Jeg har af og til Opsatser af forskellig Længde i forskellige Magasiner, danske og fremmede (de to ud.)

(335)

LYNGE: Vil Provsten ikke drikke sin Kaffe, mens den er varm?

(336)

PROVSTEN: Min Kaffe? Tak skal De have, hvor er den?

(337)

LYNGE: Provsten staar med den i Hænderne.

(338)

PROVSTEN: Naa saadan! Tak! Tak skal De have. Hvordan kan den være havnet der? Jeg drikker jo aldrig Kaffe.

(339)

LYNGE: Drikker Provsten ikke Kaffe?

(340)

PROVSTEN: Næ. Gør jeg det? Det tror jeg ikke. Jeg maa i hvert Fald spørge min Datter først. Hvordan morer De Dem, Hr. Lynge. Undskyld, jeg sprang vist Dem over før?

(341)

LYNGE: Jo Tak. Maa jeg saa ikke hellere skille Provsten af med Kaffen? Vi kan stille den her?

(342)

PROVSTEN: Kan vi det? Tak skal De have. Mange Tak.

(343)

LYNGE: Jo, jeg synes jo altsaa, at det er en Skovtur saadan med Harper i Luften. Vi har bare alt for lidt Fornøjelse af Deres Datter.

(344)

PROVSTEN: Min Datter? er hun ikke med? det kommer mig dog for.

(345)

LYNGE: Jo, men næste Gang kommer hun kun med paa Aktier.

(346)

PROVSTEN: Paa paa paa Aktier?

(347)

LYNGE: Ja, vi skal hver have en Aktie i hende paa 10 Minutter. I Dag har Sinte jo taget Patent paa hende.

(348)

PROVSTEN: Naa. Ja saa! Hr. Sinte, ja ja han er jo et udmærket Menneske.

(349)

RYSEN (kommer til syne): Synes De egentlig det?

(350)

PROVSTEN: Hvabehar. Nej, det gør jeg maaske ikke. Det har jeg ikke gennemtænkt. Lad mig se jo, det gør jeg. Absolut. Han er meget alsidig interesseret. F.Eks. for Snegle, som virkelig ogsaa er en af de interessanteste Foreteelser [107] inden for den naturvidenskabelige Afdeling af Tilværelsen. Jeg holder nemlig for, at Sneglene

(351)

LYNGE: Saa for Pokker!

(352)

PROVSTEN: har haft deres Urudgangspunkt i den Periode, som vi med et alt for elastisk Udtryk kalder for Goddag, Hr. Mergelsen, Goddag, Hvordan fornøjer De Dem? Maaske jeg tør bede Dem forestille mig for denne denne denne altsaa Dame?

(353)

MERGELSEN: Ja, se hun er jo altsaa aldeles min Kæreste. Hun hedder Karoline, Karoline Andersen.

(354)

PROVSTEN: Andersen. Sese! Jeg kendte engang en Apoteker, der hed Andersen. Han døde af det, ja, altsaa Apotekerluften mener jeg. Asthma, ikke sandt, saadan, æh, æh, æh, En meget fin Mand, højt kultiveret, men hvad hjælper det? jeg mener: over for Asthma? Var det Familie?

(355)

KAROLINE: Det kender jeg Sørme ikke noget til.

(356)

PROVSTEN: Nej, saamænd, Andersen er jo et Navn, der har vundet Udbredelse i videre Kredse. Saa det kan jo være ikke sandt.

(357)

LYNGE (kommer til Hjælp): Det var maaske Apotekeren i Ribe, Provsten tænkte paa?

(358)

PROVSTEN: Sese! Hedder han ogsaa Andersen! Sese! Det var interessant. Næ, den, jeg kendte, var paa Bornholm. Han hed Kofoed.[110]

(359)

KAROLINE: Hed hans Andersen Kofod, Hihi!

(360)

MERGELSEN: Karoline! Nu holder Du Kæft, aldeles.!

(361)

PROVSTEN: Aa, undskyld, maaske tog jeg fejl. Det kan passere mig, at jeg undertiden, naar jeg er tilstede under en Samtale, griber mig i at være fraværende. Jeg beder meget om Forladelse Kommer du der, mit Barn?

(362)

KAREN (ind med Sinte): Jeg skal minde dig om din Tale, Far!

(363)

PROVSTEN: Tak, min Pige. mange Tak. Tror du, Tiden er passende?

(364)

KAREN: Vi kan jo spørge den konstituerede Klokker. Hvor mon han er blevet af?

(365)

SINTE: Kom, Frk. Karen, vi følges ad ud i Skoven og finder ham.

(366)

PROVSTEN: Ja, tusind Tak, hvis De kunde tilvejebringe ham.

(367)

SINTE: Kom! Vi prøver!

(368)

RYSEN (frem): Og De er saa interesseret i Snegle, Sinte, fortæller Provsten mig.

(369)

SINTE: Naa ja, Ja, det er jeg ogsaa.

(370)

PROVSTEN: Har De set i sidste Nummer af zoologisk Tidsskrift, Hr. Sinte, der hævder en Overdyrlæge Lorenzen,[113] der har Ry for absolut Ubestikkelighed, at

(371)

LYNGE: Frk. Gram, skal De og jeg lede efter Bjarne?

(372)

KAREN: Lad os det (de to ud.)

(373)

PROVSTEN: Maaske vi skulde vandre lidt frem og tilbage, Hr. Sinte.

(374)

SINTE: Med største Fornøjelse, Hr. Professor. Hm!

(375)

PROVSTEN: Overdyrlægens Teori gaar altsaa ud paa, at Mosesneglene.[114] . (De ud.)

(376)

FRK. WISSING (ind med Ibenholt): Aristoteles's teleologiske Betragtningsmaade [115] bar med Rette hele Middelalderens Tænkning.

(377)

IBENHOLT: Ja. Men saavel den som den mekaniske Verdensopfattelse [117] er dog begge kun Arbejdshypoteser, der hver set ud fra sine Forudsætninger kan staa paa lige Fod.

(378)

FRK. WISSING: Jeg vilde forraade noget af det egentligste i mig, om jeg gav Dem Ret i denne Paastand. Og naar Platon [119] kan faa sig selv til at identificere forskelsløs Væren og stofløs Form…

(379)

IBENHOLT: Lad os nu ikke forivre os. Sandt er det i hvert Fald, at Samvær med en konkret Intelligens kaster aktivt Lys [120] over en Sætning som den, at det sidste absolutte [121] virker med sin blotte Existens.

(380)

FRK WISSING: Mange Tak for Deres Artighed.

(381)

IBENHOLT: Kære Frk. Wissing, det var ingen Artighed, men Videnskab. Lad os nu ikke konfundere [122] Begreberne. Maaske kan jeg med det samme sige: ved De, hvad jeg tror at have lagt Mærke til?

(382)

FRK. WISSING: De gør altid saa mange rigtige Iagttagelser.

(383)

IBENHOLT: Jeg mener at have bemærket, at indenfor min kvindelige Bekendtskabskreds og jeg vil anslaa den til rent talmæssigt set at ligge en 30% over Gennemsnitstudentens findes der højst to eller tre, der har saa smukke Skuldre som De. Maa jeg udtale en Tak for, at De har taget netop det Kjoleliv paa i Dag.

(384)

FRK. WISSING: Bevares! Aah, jeg ber (De ud, stadig balancerende med de glemte Kopper i Haanden.)

(385)

MERGELSEN (ind med Karoline): Nu skal jeg sige dig en Ting, min Pige. I Dag er du aldeles en Karoline med C, forstaar du?

(386)

KAROLINE: Se? Hvad er der at se?

(387)

MERGELSEN: Kan du ikke begribe, til Hverdags er du kun en Karoline med K. Men i Dag og det skal du have et Smækkys for.

(388)

KAROLINE: Hvad er det? Bruger du en ny Skraa? Denne her er Sørme mere harsk. (De ud.)

(389)

PROVSTEN (vandrende med Sinte): men at rejicere [123] en Kandidat, fordi han gaar ind for, at det cylindriske uregelmæssige Rør, som Ormesneglenes Skæl danner..

(390)

SINTE (spejdende rundt): Utvivlsomt, Hr. Professor, utvivlsomt.

(391)

PROVSTEN: Noget helt andet er, at naar han senere i Spørgsmaalet om de sugefodede … (De ud.)

(392)

KAREN (ind med Bjarne): Men hvorfor sad De saa alene? Er De træt, Hr. Bjarne?

(393)

BJARNE: Slet ikke, nej. Bare lidt i Hovedet. Alle Forberedelserne har jo hvilet paa mig. Ja, og saa paa de andre.

(394)

KAREN: Synes De da ikke, Turen gaar storartet. Jeg synes, det er herligt.

(395)

BJARNE: Synes De det. Ja, saamænd.

(396)

KAREN: Ork, jeg har snakket let og sunget og hørt paa Taler og rendt omkring og trillet rundt og staaet paa Hovedet og alting.

(397)

BJARNE: Det har jeg lagt Mærke til.

(398)

KAREN: Jamen der er da noget i Vejen med Dem. De har saadan forandret Dem. De læser vel ikke for meget?

(399)

BJARNE: Jo, maaske. Ganske sikkert. Examen nærmer sig jo.

(400)

KAREN: Ja, tænk, ja. Og saa skal De flytte ud.

(401)

BJARNE: Ja, det skal jeg jo.

(402)

KAREN: Saa er det slet ikke sikkert, vi to ses mere.

(403)

BJARNE: Nej, d.v.s. det kommer jo noget an paa…

(404)

KAREN: Paa hvad?

(405)

BJARNE: Ja, jeg mener f.Eks. hvor jeg faar min Stilling.

(406)

KAREN: Ja, tænk, det kunde gaa saadan, at jeg blev syg.

(407)

BJARNE: Ja, det kunde det jo.

(408)

KAREN: Og maaske skulle opereres af Dem?

(409)

BJARNE: Ja, virkelig. Det vilde være dejligt jeg mener morsomt eller ja altsaa jeg mener, jeg skulde nok gøre det godt.

(410)

KAREN: Sy mig forsvarligt sammen igen, naar De havde set mig efter i Sømmene. Og ikke glemme noget inden i mig, ikke den allermindste lille Pincet, vilde De vel?

(411)

BJARNE: Det det tør jeg ikke love Dem.

(412)

KAREN: Hvad siger De?

(413)

BJARNE: Nej, for saa kunde jeg maaske faa Lov at operere Dem engang til.

(414)

KAREN: Paa den Maade kunde vi to jo slet ikke faa saa lidt med hinanden at gøre.

(415)

BJARNE: Ja, jeg vilde jo lære Dem at kende baade ud og ind. Men det var alligevel nok saa morsomt paa andre Maader.

(416)

KAREN: Ja, ved de hvad, Hr. Bjarne, det synes jeg ogsaa.

(417)

BJARNE: Ja.

(418)

KAREN: Ja, f.Eks. ja, hvordan kunde De tænke Dem ja, hvad mener De med andre Maader?

(419)

BJARNE: Ja, f.eks. jo, der er jo saa mange, vi kunde jo ogsaa møde hinanden paa en Rejse.

(420)

KAREN: Det tror jeg nu ikke, der vil blive saa meget ved.

(421)

BJARNE: Nej. Nej, jeg vilde nok nærmest kede Dem.

(422)

KAREN: De skulde jo have taget mig til Bords i Dag.

(423)

BJARNE: Jamen, Sinte huggede Dem jo.

(424)

KAREN: Ja, hvad skulde jeg gøre? Han kom jo. Og De blev ved at staa hos Far og V.P.

(425)

BJARNE: Vilde De da hellere have haft mig altsaa?

(426)

KAREN: Ja ikke sandt nu De er Klokker igen, mener jeg

(427)

BJARNE: Ja. Og Sinte bryder De Dem heller ikke om? vel? ikke ret meget? ikke meget i hvert Fald?

(428)

KAREN: Nej!

(429)

BJARNE: Nej, vel?

(430)

KAREN: Nej, ikke mere end end om enhver anden.

(431)

BJARNE: Enhver anden! nej, selvfølgelig!

(432)

KAREN: Jeg mener jo eller tror De ikke at vi bedre kan tale om noget andet, maaske?

(433)

BJARNE: Det maa vi vist hellere!

(434)

KAREN: Pyhha, hvor Solen brænder!

(435)

BJARNE: Synes De? (Bjarne fortsætter.) Da ikke her i Skyggen. Men selvfølgelig Noget stikker den jo.

(436)

PROVSTEN (frem med Sinte): Da det gaar op for mig, Manden ikke ved, at Kendemærket paa Harpesnekkernes Sneglehuse er de jævnsides løbende skarprandede Længderibber

(437)

SINTE: Saa e? Naa!

(438)

PROVSTEN: spørger jeg ham for at hjælpe ham lidt paa Gled.

(439)

SINTE: Tror Professoren ikke, vi skulde lejre os lidt i Skyggen?

(440)

PROVSTEN: om, hvor Doridernes [132] Gæller sidder. Han svarer mig: omkring Gataabningen.

(441)

SINTE: Omkring Gat Ha ha ha !

(442)

PROVSTEN: De ler? Jamen det er jo da rigtigt.

(443)

SINTE: Ja, ja. Det var bare Naturens barokke Paafund, der morede mig.

(444)

PROVSTEN: Naasaadan, men saa er det, han ikke ved, at de er kvast- eller bladdannede.

(445)

SINTE: Der er Klokkeren, Hr. Professor.

(446)

PROVSTEN: Nu forholder det sig i Virkeligheden med denne Kvastdannelse

(447)

SINTE: Jeg tror, Tiden er passende til at holde Deres Tale.

(448)

PROVSTEN: Tak skal De have Mange Tak. Tror De, Hr. Bjarne, Tidspunktet er egnet for mig til at holde en lille Tale nu?

(449)

BJARNE: Udmærket, jeg skal ringe sammen.

(450)

SINTE: Nu har jeg sneglet mig gennem hele Krybdyrriget sammen med Deres Far.

(451)

KAREN: Stakkels De. Det har nok været en streng Tur. Jeg faar ligefrem ondt af Dem. De er jo helt svedt.

(452)

SINTE: For saadan et lille Klap gør jeg den gerne en Gang til. (Bjarne ringer rasende.)

(453)

PROVSTEN: Se, mit Barn, nu husker du nok at rømme dig, hvis jeg falder i Tanker eller svæver for vidt.

(454)

KAREN: Naar bare du husker at høre efter. Skal vi slaa en lille Knude paa Skægget?

(455)

BJARNE: Provsten vil tale til os. Vi begynder med en Salme:

(
Mel: Vær hilset Kammerater[133] )

En dansk Student, en rigtig
kan baade Tysk og Fransk,
men er især lidt vigtig
af det, at han kan Dansk.
Han er paa Hat med Kongen,
men kender ej Faconen,
med alt for mange fede Ord
om, hvad han vil og tror.
Med Ærefrygt han søger
i Livet som i Bøger,
men læser helst sig Svimmel i
to Øjnes Skælmeri.

I Fremtid ind han spejder
fra Fortids Pergament
med Nutid mest i Fejder,
den rigtige Student.
Fortvivlet er han stundom
ved Løgn og Virvar rundtom,
men snart igen det unge Sind
faar lukket Glæden ind.
Han sporter, og han spøger
og driver lidt og smøger
med Kammerater godt i Snak
en Pibe slet Tobak.

Se saadan er Studenten,
og saadan er hans Kaar,
og naar med Slid og Venten
han sin Eksamen faar,
saa snippesnappesnude
er Eventyret ude,
og det skal siges her med Fynd,
at det ved Gud er Synd
Men naar han os forlader,
Bli'r Embedsmand og Fader,
ja, saa bliver Bøtten bare vendt:
hans Søn blir dansk Student.

(456)

BJARNE: Provsten har Ordet!

(457)

PROVSTEN: Mine, kære unge Venner undskyld: Mine Herrer, hvad jeg vilde sige, Mine Damer og Herrer ja, jeg er jo ikke vant til Damer, jeg er jo en Jomfru æh, Jomsborg [134] æh Viking en ja, jeg ved ikke, hvad jeg er, men jeg gaar ud fra, at De nok ved det. Altsaa: Tak for Deres Venlighed mod mig gamle Snørrestøvle. Vi har jo levet saa længe sammen inde paa den røde Gaard, mine Damer og Herrer, at vi har lært hinanden noget at kende, saa De nok ved, at tiltrods for alle mine Pudserligheder har jeg et Hjerte, der banker for og med Ungdommen eller det er vist korrektere at sige Ungdommens ikke sandt, Hr. Ibenholt?

(458)

IBENHOLT: Begge Dele kan forsvares.

(459)

PROVSTEN: Tak, mange Tak, Tak skal De have. Jeg vilde altsaa, mine Herrer, bringe Dem min Tak for, at De i Aarenes Løb mens Tiderne skifter æh og Dagene gaar er adskillige og mange samt en Del undskyld, at jeg afbryder Talen, men kryber der ikke et Eksemplar af Linnæa [135] paa Bladet der ved Siden af Dem, Hr. Kock, der tilhøjre. Ja, der. Tør jeg bede Dem vise mig den Venlighed at holde et lille Øje med den, indtil Talen er færdig. Jeg vilde gerne studere den lidt nøjere. Mange Tak. Tak skal De have. Og undskyld Afbrydelsen. Saa kan Taleren godt fortsætte. (sætter sig.)

(460)

KAREN: Det var dig, der talte, Far.

(461)

PROVSTEN: Aah, om Forladelse! var det det? Er der nogen, der ved, hvad jeg sagde? Eller i hvert Fald, hvad jeg vilde sige? Jo, Gudskelov, nu har jeg det. Tak skal De have. Se, mine Herrer: En Student han ligner i mange Henseender en Snegl. Jeg tænker ikke særlig paa Arion empiricorum…[136] .

(462)

KAREN: Hm!

(463)

PROVSTEN: snarere paa Helix pomatia [137] eller en af de Arter, som

(464)

KAREN: Hm! Hm! Hm!

(465)

PROVSTEN: Du har Ret, mit Barn. Mange Tak. Jeg vil sige: En Student ligner en Vinbjergssnegl. En Student er en Fyr med Fut i æh, Fut i Fut Fut undskyld, det er ikke saa godt et Lighedspunkt. Men en rigtig Student, han er altid lidt af en underlig Snegl (Bravo) Mange Tak. En Student er ikke Ejer af mere, end han kan have det hele med sig paa Ryggen (Bravo)! Mange Tak. Og ligesom Sneglen stiler efter at komme paa den grønne Gren, har Studenten ogsaa sit Maal, Embedseksamen, og bevæger sig henimod det med samme Sikkerhed og samme Fart (Bravo! Hørt! Hørt!) Hvadbehager? Sagde jeg noget? Naasaadan? Jamen det var jo helt morsomt (ler pludselig højt og lykkeligt.) I Lighed med Vinbjergssneglen er en Student hyppig at træffe, de mest overraskende Steder, (hørt) men er der noget uldent, trækker han straks Følehornene til sig. (Bravo!) Og endelig frister han uden Vintræet kun en kummerlig Eksistens (Bravo! Godt! Godt!) Kære unge Venner, Tak fordi I ligner mine kæreste Dyr! Et leve for Studenteraanden og et Leve for vort gamle røde Sneglehus, derinde ved Rundetaarn! (Hurra!)

(466)

BJARNE: Kammerater, Rysen har fortalt mig, at Treenigheden [138] er ved at glide ud af Dogmatikken,[139] men inde hos os i Regensens Paradis lever den endnu. Aanden, Regensianeraanden, er os jo hellig, og V.P. gaar rundt iblandt os som en Broder, men Provsten selv, med det lange smukke Skæg, ham er der da noget Gudfaderligt over, ikke sandt, Kammerater? Lidt distræt, lidt glemsom, man er ikke altid sikker paa, om han husker, vi er til. Men det gør han. Han omfatter os alle med sin Forsorg. Regensens Treenighed længe leve!

(467)

SINTE: Der er endnu en Person i Paradiset, der skal have et Leve, og det er Jomfru Maria, ogsaa kaldet Frk. Lind. Hun vifter Friskhed til os med sine grønne Blade. Sang er der i hendes Krone, for alle os Dyr i Haven er hun selve Saligheden. Et Leve for Frk. Karen Gram.

(468)

MERGELSEN: Commilitones! Aldeles et Hurra for Ærkeenglene, Exklokker og Klokker, Bjarne og Sinte, de leve!

(
Raab: En Sang, en Sang ).

Forelsket er Landet,
vi kalder for vort.
Det ligger ved Vandet
og drømmer sig bort.
Og Sommeren er det,
der fylder dets Hjerte
saa Munden er lukk't
som med Sting
For Gøgen han kukker
og Nattergal sukker
og flere
spadserer
med Ring.

Og Vinden polisker[141]
paa Taaspids omkring
og nynner og hvisker
de sødeste Ting
i Blomsternes Øre;
jo, jo, der bli'r Røre:
De bøjer sig blussende hen
og kysser hinanden
forelsket paa Panden
og kommer
til Sommer
igen.

Selv Vinterens Vinger
har Flugt med en Lyd,
hvor Sommeren klinger.
Hør Bjældernes Fryd.
Som Stære det fløjter
paa Isen af Skøjter,
og Klokkerent Spil, naar det tør,
Isfingrene henter
af Bølgetangenter,
som Svaner
der aner,
de dør.

Og Rørdrummen trommer
igen fra sit Gem:
nu klarer Fru Sommer
sin Røst med et Hm.
Hun staar lidt og tier,
saa ler hun og frier
til Danmark og rækker det Krans.
Det smiler sit Amen,
og lykkeligt sammen
de blunder
ind under
Sct. Hans.

(469)

LYNGE: Slut med Tungebevægelsen! I Gang med Benene! Forestillingen hedder Sabinerindernes Rov.[145] Damerne spreder sig i Skoven og indfanges af os unge Romere, som slæber Dem ved Haaret til vort høje Herskerpar Romulus og Rema. Bøj jer, o Romere, for jeres Fyrstepar! (Bjarne og Karen hyldes og Løvkranse sættes dem om Panden.) Forfølgelsen begynder. En. To. Tre. (hvin af de flygtende.)

(470)

SINTE: Kan det virkelig more Dem, Frk. Karen?

(471)

KAREN: Det kan De stole paa. Afsted med Dem!

(472)

SINTE: Jeg traadte fejl paa min Fod før.

(473)

LYNGE: De kan ikke blive inden for Roms Mure.

(474)

SINTE: Jeg er Page hos Dronningen (sætter sig.)

(475)

RYSEN (ind): De skulde knageme ikke have haft de kedelige Bøgeblade paa, naar der gror de dejligste hvide Aakander nede i Aaen.

(476)

KAREN: Hvad gør der? Min Yndlingsblomst! Aakander er kønnere end noget, der er til.

(477)

RYSEN: Jeg laa paa Maven efter dem, men der er Pokker ikke til at naa. Tænk Dem en Krans af hvide Aakander om Haaret!

(478)

KAREN: De maa vise mig dem, inden vi tager hjem.

(479)

RYSEN: Det er bare at følge Stien derhenne.

(480)

KAREN: Jeg synes, at Nøkkeroser [147] det er ligesom ja, ja, man kunde blive helt oehlenschlægersk [149] og sige Aaens Sjæl.

(481)

RYSEN: Og en Sjæl kan man ikke faa fat paa Hahaha!

(482)

KAREN: Hvad ler De af?

(483)

RYSEN: Kan De se, den lille Mand er lusket af?

(484)

KAREN: AAh, jamen det er da saa smukt af ham.

(485)

LYNGE: Visst saa! Skal vi ikke gaa bagefter, Rysen, og passe paa, at han ikke falder i Vandet!

(486)

RYSEN: Den er jeg med paa. (De ud.)

(487)

V.P.: Hør, Professor Gram[151] , Sneglen før, den glemte De.

(488)

PROVSTEN: Ja, gjorde jeg ikke ogsaa. Skammeligt! Og nu er den væk.

(489)

V.P.: Nede bag Haven saa jeg tre i Middags.

(490)

PROVSTEN: De kender jo slet ikke Snegle, Dr. Schrøder. For Dem er en Snegl det samme som en Snegl.

(491)

V.P.: De tre var nogen med en Slags Mønster paa. Vi maa hellere gaa hen og se efter.

(492)

PROVSTEN: Vi forsømmer jo ikke noget med det. Mange Tak. Tak skal De have for Deres Venlighed (de ud).

(493)

KAREN: Vi burde egentlig have haft en Livvagt, Hr. Konge.

(494)

BJARNE: Vil De gifte Dem med mig, Karen?

(495)

KAREN: Men hvad siger De dog?

(496)

BJARNE: Ja, jeg ved nok, De synes, jeg er Klumpe Dumpe, men se, hele denne Skovtur er jo altsaa lavet for dette her Øjebliks Skyld, og begynder jeg nu forfra med lange Forklaringer, saa kører jeg jo alligevel fast i Hængedyndet, og saa er vi, hvor vi plejer at være. Og selvom jeg er en Klumpedumpe, var det jo alligeveln ham, der faldt ned ad Trappen og alligevel fik Prinsessen, og saa idiotisk, som jeg er, naar jeg er sammen med Dem, det er jeg nu altsaa alligevel ikke, og hvis De hellere vil have Sinte end mig, saa er det alligevel Dem, der er Idi eller mener noget som ja, altsaa kort og godt, jeg er saa forelsket i Dem, Frk. Karen, som om vi levede paa Hostrups Tid,[155] og derfor synes jeg, at De skulde tage og synes, at vi to skal gifte os? Saa kan jeg altid fri bagefter. Hvad synes De om det?

(497)

KAREN: Det har jeg da virkelig syntes vi skulde de sidste femfjerding [156] Aar.

(498)

BJARNE: Hvadbehar?

(499)

KAREN: Ja, det har jeg da, Bjarne. Jeg har da været smækforelsket i Dig siden Lindeballet ifjor.

(500)

BJARNE: Har De virkelig? Jamen da var jeg ogsaa ualmindelig god.

(501)

KAREN: Det var du.

(502)

BJARNE: Saa god er jeg nu ikke i Virkeligheden, som Regel til daglig. Saa hvis det er det, De tager efter, tror jeg alligevel, De skulde betænke Dem.

(503)

KAREN: Synes De, jeg skulde betænke mig?

(504)

BJARNE: Siger Du De nu? Sagde De ikke Du før for lidt siden?

(505)

KAREN: Jamen nu ved jeg virkelig ikke

(506)

BJARNE: Undskyld, Karen. Men forstaar Du. Lykke den kan den kan

(507)

KAREN: Men tuder Du, Dreng,? Var det ikke meget bedre, Du gav mig et Kys?

(508)

BJARNE: Et? Du Du skal have lige saa mange, som der er Træer i Skoven; søde, søde, søde Pige, lad os gaa ind imellem dem og begynde fra en Ende af. (De ud.)

(509)

IBENHOLT (ind med Karoline Andersen): Jeg troede, det arcimediske Punkt [160] for Legen var Egen, men her er jo intet Menneske.

(510)

KAROLINE: Vi maa vist hellere traske hen til Restauranten og skylle Halsen med en Bajer.

(511)

IBENHOLT: Naa, skyller De med det? Bevares! Som De ønsker, min Naadige.

(512)

PROVSTEN (ind med V.P.): Jeg synes minsandten syntes De noget?

(513)

V.P.: Nej, jeg syntes ikke noget.

(514)

PROVSTEN: Det saa for mig ud som ja, jeg tør ikke hævde, de kyssedes, men Mundene berørte hinanden. Hvad skal det sige? Begriber De det?

(515)

V.P.: Han har hvisket noget til hende, kære Professor.

(516)

PROVSTEN: Har De mig til Bedste, Dr. Schrøder? Er min Datters Høreorganer anbragt i Tænderne?

(517)

V.P.: Men Gud, Sinte, hvordan er det, De ser ud.

(518)

SINTE (ind): Aah, jeg var bare paa Vej ned til Aaen og kom til at spadsere en lille Alen [161] for langt. Jeg vilde gerne tale med Provsten. Undskyld.

(519)

V.P.: Jo, saa gerne (ud).

(520)

PROVSTEN: De er vaad, Hr. Sinte.

(521)

SINTE: Synes De det? Tak fordi De minder mig om det. Undskyld men Hr. Professor, jeg maa have en Ende paa Sagen.

(522)

PROVSTEN: Med stor Fornøjelse. Vi slap fra, at Spørgsmaalet i Doridernes Gæller

(523)

SINTE: De ved vel ikke, hvor Frk. Karen er?

(524)

PROVSTEN: Ja her i Omegnen hun og Hr. Bjarne

(525)

SINTE: Tænkte det nok. Hr. Professor, jeg tillader mig at anholde [162] om Deres Datters Haand.

(526)

PROVSTEN: Hvadbehar?

(527)

SINTE: Jeg tillader mig at anholde om Deres Datters Haand.

(528)

PROVSTEN: Hendes Haand? Hun er da ikke kommet til Skade?

(529)

SINTE: Jeg er bange for, hun er lige ved det. Det er derfor, jeg gaar den ikke længer sædvanlige Vej at anholde om hendes Haand hos hendes Far.

(530)

PROVSTEN: Jeg tror ikke, jeg opfatter Deres Udtalelse tydeligt. De siger ”anholde”. Er det noget med Politiet?

(531)

SINTE: Herregud? Jeg vil gerne gifte mig med Karen.

(532)

PROVSTEN: Gifte Dem? med Karen? min Karen? Gifte Dem??

(533)

SINTE: Har Professoren noget imod Forbindelsen?

(534)

PROVSTEN: Er er er De Muhamedaner?[165]

(535)

SINTE: Muhame hvad?

(536)

PROVSTEN: Vil De have en Barnehustru, min Herre?

(537)

SINTE: Barne-? Frk. Karen er 19 Aar.

(538)

PROVSTEN: 19 Aar? Hvad siger De? Er hun 19 Aar? Det kan jeg regne ud. Jeg ved tilfældigvis, hvad Aar hendes Mor døde, det var noget med 3 Maaneder, men var det efter Barnets Fødsel eller før?

(539)

SINTE: Det var efter, Hr. Professor.

(540)

PROVSTEN: Var det efter? Maaske Karen har fortalt Dem det. Mange Tak skal De have. Ja, selvfølgelig var det efter. Har De mig til Bedste?

(541)

SINTE: Har Professoren noget imod mig som Svigersøn.

(542)

PROVSTEN: Noget imod Dem? Men kære Hr. Sinte, hvor kan De komme paa det? De er jo, til trods for at De er Jurist, slet ikke ubegavet. De interesserer Dem f.Eks. for Bløddyr, nærmere bestemt Snegle.

(543)

SINTE: Det har nu ikke noget at gøre med, at jeg interesserer mig for Deres Datter. Tør jeg bede Dem om et afgørende Svar straks.

(544)

PROVSTEN: Ja, det tør De selvfølgelig. Men dette med det afgørende det er jo saadan, at naar noget er afgjort, saa skal det laves om, hvis det ikke kan forblive efter Bestemmelsen. Derfor skulde man egentlig aldrig afgøre noget. Det skaber Vanskeligheder. Men se, der kommer de glade velsignede unge Mennesker. (En Klynge ind med V.P. og Rysen og Lynge i Spidsen i et uskelneligt Centrum.)

(545)

KAREN (frem herfra og om Halsen paa Provsten): Far!

(546)

LYNGE (springer op paa en Sten): Mine Damer og Herrer! Maa jeg i Anledning af, at Frk. Karen Gram er blevet forlovet med

(547)

PROVSTEN: Nej, nej, nej.

(548)

LYNGE: Undskyld! Professoren har jo slet ikke, Omforladelse!

(549)

PROVSTEN: Hvordan er det sivet ud allerede? Det kan jo slet ikke lade sig gøre.

(550)

KAREN: Men Far dog!

(551)

PROVSTEN: Jeg? Næ, Du! Du har altid sagt, Du ikke kan fordrage ham.

(552)

KAREN: Jeg? Aldrig i Evighed har vi talt om det!

(553)

PROVSTEN: Ved Du nu hvad. Distræt er jeg, men aandssvag er jeg nu ikke, ikke helt i hvert Fald. Men kæreste lille Barn, naar Du vil og jeg har lige staaet og regnet ud, at Du er Voksen saa har jeg ikke andet at gøre end sige: Gud velsigne Jer, mine to kære Børn! (klapper pludselig Karens og Sintes Hænder sammen)

(554)

KAREN: Men Far da. Jamen nej, Du tager fejl.

(555)

PROVSTEN: Tager jeg fejl?

(556)

KAREN: Det er da Bjarne her.

(557)

PROVSTEN: Hr. Bjarne? nu tager Du fejl.

(558)

SINTE: Jeg er bange for, Hr. Professor, at det er os to, der kommer til at give fortabt.

(559)

PROVSTEN: Saadan at forstaa. Haha, Dr. Schrøder! Saa var min Iagttagelse rigtig, De kyssede hende virkelig, Hr. Bjarne. De har altsaa ogsaa bemærket, at hun er blevet Voksen. Kære Hr. Bjarne, hvor det glæder mig.

(560)

SINTE: Det gør det jo egentlig ikke mig.

(561)

RYSEN: Saa saa, Sinte! Gaa hjem og faa tørt paa!

(562)

BJARNE: Hr. Professor, saa snart jeg har faaet min Eksamen, skal jeg læse alt, hvad der er skrevet om Snegle.

(563)

PROVSTEN: Kære Hr. Bjarne, De De Aah undskyld mig, mine Herrer. Det er ikke korrekt at vise sin Bevægelse. Jeg beder undskylde. Men ser De, min Hustru var ogsaa kun 19 Aar, da vi blev gift. Saa levede hun kun et Aar; og hun var saa smuk, efter min personlige Anskuelse i hvert Fald.

(564)

SINTE: Maaske jeg maa have Lov at sige et Par Ord.

(565)

LYNGE: Det synes jeg egentlig ikke.

(566)

MERGELSEN: Hvordan i den sorteste Mudderpøl er det, du ser ud, Sinte?

(567)

SINTE: Jo, jeg vilde jo ”plukke, plukke Siv ved Aa”[169] , og saa var der en bag ved mig, jeg ikke havde set, der var uheldig og kom til at tabe et Puf. Men ingenting er galt, uden at det ogsaa er godt. For se nu her. Blomsterne fik jeg. Ja, men Pigen fik jeg jo ikke. Jeg vilde nok saa gerne, det var gaaet omvendt. Men Anstrengelsen skulde dog ikke gerne have været bare hen i Vejret eller rettere ned i Vandet. Saa derfor Frk. Karen: maa jeg være den første, der overrækker Dem Gratulationsbuket?

(568)

RAAB: Bravo, Sinte!

(569)

KAREN: Hvor er den vidunderlig. Og den har De bjerget mig som en Slags Vanvare.[170] Næh, hvor jeg siger Tak!

(570)

SINTE: Nu vil jeg tage hjem og skifte Tøj ovenpaa den Dukkert. Men inden jeg forsvinder ud af Billedet jeg kan nok se, Rysen staar og Brygger paa en Tale. Den skal jeg holde for Dem, Rysen. De vilde sige saadan noget som: "Æh bæh, min radikalt teologiske Hjerne kan ikke med overnaturlige Dogmer, derfor glæder det mig, at Jomfru Maria protokolleret [171] faar sig en Mand". Til den Tale, Regensere, vil jeg som Gaardens Klokker gerne slutte med et: ”Karen og Bjarne leve!” (Hurraer).

(571)

BJARNE: Jeg begynder jo ligefrem at kunne lide Dem, Sinte.

(572)

SINTE: Det kan De tro, jeg ikke gør Dem. Men trods det tager jeg alligevel med til Brylluppet, hvis jeg bliver inviteret.

(573)

KAREN: Det kan De tro, De gør, Sinte.

(574)

BJARNE: Det skal I blive allesammen, Kammerater!

(575)

PROVSTEN: Det siger I, Herre, høhøhø, og ogsaa jeg.

(576)

RAAB: Bravo, bravo. En Sang! en Sang!

(577)

V.P.: Og her staar vi nu og hænger paa den med ingen Forlovelsesvise i Sangbogen.

(578)

MERGELSEN: Men Rysen har holdt til bag et Træ og pæglet [173] den af en Flaske. Saa nu er han aldeles Mand for at skaffe os en.

(579)

RAAB: Frem med Rysen, frem med Rysen!

(580)

RYSEN: Hvad Pokker. Lad gaa da! Hvad Melodi vil I have?

(581)

RAAB: "For fattige Studenter blev[175] ".

(582)

RYSEN: Javel, saa digter vi Omkvædet først. Hør nu her:

Det var jo en Stump Evighed
skønt faldt saa ligetil:
de unge Aar, de glade Kaar,
den søde Pigelil.

Kan I det saa? Saa lægger vi ud?

Regens, saa fagre Blomster i
min Mindekrans du bandt,
men allerkønnest blev de, da
en Pige jeg mig fandt.
Hun kom saa mangen Skumringsstund
undselig, halvt i Smug
og rettet an min Kaffe paa
sin egen hvide Dug.
Der i Kammerets Ro
sad Lykken og vi to
da var den røde Gaard saa lun,
og Linden stod og lo.
Det var jo en Stump Evighed:
skønt faldt saa ligetil:
de unge Aar, de glade Kaar,
den søde Pigelil.

(583)

RAAB: Bravo! leve Rysen, leve Gamle!

(584)

RYSEN: Nej da! Et Leve for Damerne.

(585)

BJARNE: Nej, et Leve for Regensen.

(586)

KAREN: Et Leve for hele Verden. Den leve!
(
Hurraraab. Under disse skifter Rysens Ansigt Udtryk. Med en træt, næsten haabløs Mine vender han sig bort.)

(Tæppe)